Tre år er der gået
Et, for nogle, længe ventet album er smidt på gaden efter en hel del ballade med deres selskab, Prospect Park. Et album, som egentlig allerede var klar til udgivelse i december 2016, lå nu lige pludselig bare på bordet, mens der var diskussioner frem og tilbage i kulisserne. Mange fans mente, det ikke var værdigt, og råbte op om, at Five Finger Death Punch skulle skifte selskab, tage den økonomiske straf for at smutte fra en kontrakt og så finde et selskab, der ville udgive deres album. De valgte at blive, og i forbindelse med deres første Greatest Hits-album blev to singler, ”Trouble” og Offspring-coveret ”Gone Away” frigivet, så folk fik en forsmag på, hvad der var i vente.
Og her er vi nu: Deres syvende studiealbum, der endelig er landet på bordet, i både en normal og en deluxe-version, hvor deluxe-versionen har et par numre ekstra at tilbyde.
Intet nyt under solen
And Justice for None er desværre ikke noget mesterværk. Sådan. Så fik jeg det ud af kroppen. Jeg vil godt indrømme, at jeg har været en Moody-fan i mange år og har været fan af den type metal og rock, som Five Finger Death Punch er i stand til at levere. Det er simpelt, ligetil og fyldt med riffs, letgenkendelige overgange og trommer samt en lyrikopbygning, som er nem at følge og synge med på. Jeg er til den type metal, hvor man kan følge lyrikken, uden at man skal have teksten liggende foran sig, og samtidig har en lidt hård tilgang, og her indfrier Five Finger Death Punch mine forventninger.
Jeg synes, And Justice for None er et svagt udspil. Der er desværre ikke den eller de sange, som har potentialet til at blive ørehængere og samtidig være noget, der kunne bruges på en fremtidig opsamlingsplade for hits gennem tiden. Her mangler jeg det potentiale, der lå i ”Jekyll and Hyde”, ”Under and Over It”, balladen ”Wrong Side of Heaven” – for ikke at snakke om min favorit og go-to Five Finger-sang, ”100 Ways to Hate”. Der mangler noget gennemslagskraft på And Justice for None; der mangler lige de her ekstra 10 %.
Musikmæssigt er der ikke noget at sætte en finger på. Det kører, som det skal – og som det plejer, fristes man til at sige. Både Jason Hook og Zoltán Báthory boltrer sig ivrigt gennem de 16 numre på et album, der varer næsten en time – noget, der er uhørt lang tid for en normal skive. Og med Jeremy Spencer på trommerne er der lige så meget fart over feltet, som der plejer at være. Selv Moodys stemme lader til at være bedre, men så igen, det meste er optaget, før hans problemer med stemmen opstod. Dem af jer til Copenhell 2017 vil kunne huske, hvor skuffet vi blev over, vi skulle have en erstatning. Og vi snakker ikke om Royal Arena-seancen.
Middelmådigt og på visse punkter unødvendigt
Det er, som om Five Finger Death Punch sidder fast i en rille og bare smider det ene nummer efter det andet ud i samme ligegyldige rille, uden rigtig at turde gøre eller prøve noget anderledes og nyt. Det skal bare være råb og skrig fra Moody og de naturlige riffs fra Zoltan og Jason og dermed satsning på, at det har virket tidligere, så nu virker det igen.
Der er enkelte steder, som i ”Top of the World” og ”Sham Pain”, hvor der er en lille smule hitpotentiale, men det er næsten også det eneste. Gennemgående virker albummet ikke meget mere end middelmådigt og i bedste fald blot en måde for dem at lave nogle penge. Det virker ikke som et album, hvor man har tænkt, der skal være noget specielt bagved. Når man så tænker på historien om udgivelsen og ved, det skulle have været udgivet knap et år efter Got Your Six, så virker det mere forståeligt, at det er knap så velbearbejdet, og man måske ikke har brugt den tid på det, som man skulle. Vi kan kun håbe, at der til næste album kommer mere bearbejdelse, overvejelse og refleksion over materialet og potentialet.
