Fødselsdagsfest i marsken
Trods det faktum at engelske Fen i år kan fejre, at der skal hele 20 lys på toppen af lagkagen, så har vi faktisk aldrig anmeldt trioen fra London før. Hvilket egentlig er for galt, for sammen med bands som Winterfylleth, Woodesthrone og Forefather var det Fen, der var med til at få black metal på dagsordenen i England i midten af 00’erne. Trods sine sorte rødder ønskede Fen dog allerede fra dag ét at lave musik, der havde et mere progressivt og gotisk lydbillede, inspireret af bands som Opeth, Katatonia og især My Dying Bride. Elemental Part One: Mourning Earth er bandets ottende opus, og som titlen tydeligt indikerer, er det blot starten på en større sonisk rejse.
Så lad os da trække i et sæt waders, og vade direkte ud i marsken sammen med Fen!
Kunsten at sidde godt mellem to stole
Jeg er nok en af de meget få metal-fans, der synes, at Opeth kan ryge og rejse – og det er uanset om vi snakker gamle growl-Opeth eller moderne cowboyhat Opeth. My Dying Bride og Katatonia rager mig ligeså en høstblomst. Derfor giver det sig selv, at der er en hel del passager i musikken på Elemental Part One: Mourning Earth som jeg helt grundlæggende finder utroligt ligegyldige. Det er især, hver gang Adam ‘Grungyn’ Allain bryder ud i nogle klassiske 70’er-prog-rock 'wooo' og 'ooooh'. Men jeg anerkender fuldt ud, at det er et mig-problem, for Fen er bestemt ikke dårlige musikere eller sangskrivere. Men de har dog nogle facetter, som giver mig tics.
Heldigvis opvejer de ofte disse ved at spille en fremragende omgang atmo-black med masser af schwung og eminent guitararbejde. ”Tectonic” og ”Moor” er begge fremragende eksempler på dette. Desværre er det ikke alle numre på albummet, der er som dem. Der er også ”Massif”, som netop er cirka otte minutters Sorceress flipper-prog. Jeg er dog sikker på, at hvis man, udover at være fan af atmo-black, også er til netop bands som Opeth og My Dying Bride, jamen, så kan pladen her sikkert virke som en gave så stor, at det føles, som om det både er ens fødselsdag og juleaften på én og samme tid. Det er dog en gave, der får mig til ønske, at jeg – for en stund – var medlem af Jehovas Vidner.
På mange måder minder Fen mig om amerikanske Wolves in the Throne Room – en sammenligning jeg ikke er den første eller eneste, der har lavet. Begge bands laver atmosfærisk, natur-inspireret black metal med diverse alternative, emotionelle og særdeles drømmende passager. De har da også det tilfælles, at de begge virker usædvanlig godt tilfredse med at sidde mellem to stole.
Fugl eller fisk?
Dette er også det, som altså ender med at være deres banemand. De konstante skift mellem hyperaggressiv, blastbeast-drevet black metal og pothoved-70’er-prog fungerer slet og ret ikke, og det endelige udtryk ender derfor med at være ekstremt rodet, tenderende skizofrent, faktisk. Jeg skal bede om enten fugl eller fisk, ikke en underlig Dr. Moreau-hybrid!
