Fellowship spiller koncert på Epic Fest 2025.
Fellowship - The Saberlight Chronicles

The Saberlight Chronicles

Udkom

Type:Album
Genre:Symphonic Power Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: 1/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Hvem har bestilt Happy Metal?

Hvis du ikke har hørt om Fellowship før, så gør det ikke noget, men Matthew Corry på vocals, Sam Browne og Brad Wosko på guitar og Callum Tuffen på trommer udgav deres debutalbum The Saberlight Chronicles den 13. juli i år. Skiven består af 12 sange og har en spillelængde på lidt over en time. Fellowship kører et full-on powermetal-tema – både hvad angår lyd, æstetik og sangtekster. Nogle powermetal-bands er klædt ud som middelalderkrigere, andre som Conan the Barbarian, mens andre igen har ansigtsmaling, men Fellowship har altså besluttet sig for at bryde ind en udklædningsbutik og tage det med, de nu kunne finde uden at tage stilling til, om det passer sammen eller overhovedet er færdigsyet. Denne rodebutik kommer fra Sydengland, men deres lyd er mere irsk: Prøv bare at tage et lyt til Johnny Logans The Irish Connection!

Johnny Logan på speed

Powermetal er ofte karakteriseret ved cheesy tekster, pinlig udklædning og high-pitch vocal; alle disse krav opfylder Fellowship i større eller mindre omfang. Særligt “Until the Fire Dies” har en pinlig og påtaget opbyggelig tekst: “Sing with us 'til the fires die; And the Fellowship will grow!”
Ikke nok med at teksterne er pinlige, men man bliver også belemret med klokkespil i næsten hver eneste sang, hvilket fører til, at de lyder som en mislykket julegospel, hvor der bare er blevet lagt lidt speed-guitar og trommer ind over. I det hele taget lyder alle sangene meget ens og repetitive i længden; især “Oak and Ash” har ekstremt mange gentagelser. Man kan undre sig over, at sangen varer næsten fem minutter – følt en time – når to minutter havde været nok.
Selve bandet er også en lidt mystisk blanding af tabte sjæle, hvor hver kører deres eget show, men især sangeren er helt malplaceret i et metal-band. Hans stemme er meget poppet og uden edge, hvilket gør numrene lidt monotone og kedelige. Der mangler måske lidt kor i baggrunden for at spice det hele lidt up, men flere af sangene kunne måske reddes med et bedre arrangement. Til gengæld er der gode guitarsoli i hver sang, og et par af sangene kan man endda lytte til uden at få lyst til at kaste sin tallerken mod væggen: “The Hours of Wintertime” og “Glint” har begge en god melodi og virker ikke så kunstigt powermetal-agtige som resten af albummets sange.

Forvoksede leprechauns

Uden tvivl kan man sige, at bandet består af nogle gode musikere, og ideen om noget motiverende og opløftende metal er god. Desværre går det hele tabt i den lidt intetsigende performance, og Fellowship kommer til at minde om et skoleband, som læreren har ladt i stikken. Det er for meget og for lidt på samme tid: for meget wannabe-attitude og for lidt variation! Hvis man på trods af ovenstående indvendinger alligevel tør at lytte til udgivelsen og rent faktisk kan lide den, så lad for Guds skyld være med at se musikvideoerne! De er sgu´ dårlige og får musikken til at lyde mere træls, end den er.

Tracklist

  1. Until the Fires Die
  2. Atlas
  3. Glory Days
  4. Oak and Ash
  5. Hearts upon the Hill
  6. Scars and Shrapnel Wounds
  7. The Hours of Wintertime
  8. Glint
  9. The Saint Beyond the River
  10. Silhouette
  11. Still Enough
  12. Avalon