Forventningerne til Sol Invictus - "den ubesejrede sol” - har været enorme, og da vi ikke har hørt noget til bandet siden 1997's Album of the Year kan det med god ret forsvares.
En kort intro er derfor på sin plads for dem, som ikke kender dette amerikanske alternative metalband. Faith No More dannes i 1982, og udgiver albummene We Care a Lot og Introduce Yourself uden at jordkloden skifter nævneværdig kurs af den grund. Men med ankomsten af frontfigur Mike Patton og udgivelsen af det sagnomspundne album The Real Thing fra 1989 kommer det helt store kommercielle og kritikerroste gennembrud.
Albummet efterfølges af det helstøbte album Angel Dust, som af flere regnes for bandets bedste. Faith No More holder kadencen og udsender i 1995 King for a Day... Fool for a Lifetime og formår endnu engang at smelte punk og metal sammen med jazz- og soul inspirationer. I 1997 udgiver Faith No More albummet Album of the Year - en ironisk kommentar fra bandet om, at dette album ikke blev helt som de havde ønsket sig. Herefter stikker medlemmerne af i et utal af sideprojekter, men endelig er de tilbage igen... Hvordan mon Faith No More fortolker lyden af 2015?
Underspillet overlegen
Sol Invictus begynder, som vi kender Faith No More bedst, og deja-vu fornemmelsen er udtalt. Lyden er umiskendeligt Faith No More og i front troner en af metalscenens mest interessante personligheder, Mike Patton.
Produktionen er knivskarp, og de forskellige stilarter kombineres endnu engang på skift med legende lethed. Faith No More finder altid en løsning på noget, der ikke burde kunne lade sig gøre, og albummet er hinsides cool, forbandet flot og sylespidst eksekveret.
Albummet indeholder hits som “Superhero”, hårdere tracks som "Separation Anxiety”, “Cone of Shame” og en ballade i afslutningsnummeret "From the Dead” - og alligevel er albummet sammenhængende og velkomponeret.
Klaveret spiller en gennemgående og fremtrædende rolle, mens 80´er funkbassen, som kendetegnede The Real Thing, er gemt helt væk. Men... Den helt tunge metal mangler. Den brutalitet, som kendetegnede The Real Thing med numre som "Surprise! You're Dead!” og "Zombie Eaters” er ikke på Sol Invictus - desværre. Der burde ellers være plads til mere. Albummet er til den korte side, og de ti numre er overstået på omkring 40 minutter. Hurtigt overstået, fordi man er godt underholdt eller hurtigt overstået, fordi der mangler et nummer eller to? Begge dele, egentligt. Et tungt instrumentalt nummer ville have pyntet på helhedsindtrykket.
Til dig, der går lidt mere op i detaljen...
Faith No More har givet os et album, som ganske givet vil være i betragtning som et af årets bedste, når vi runder 2015 af - og tilmed et af bandets bedste. Albummet har et utal af detaljer og stilarter, men det er ikke uden skønhedsfejl og mangler. ”Motherfucker” er for eksempel lige så forudsigelig som titlen, og vanvidsbrutaliteten kigger for sjældent frem.
I bedste fald havde jeg håbet på, at Faith No More endnu engang havde revolutioneret vores forståelse af genren, som det skete med The Real Thing - sådan havde jeg aldrig hørt metal spillet før, dengang tilbage i 1989. Revolutionen udebliver dog denne gang, og den udvikling, som metalscenen har gennemgået siden midten af halvfemserne, er ikke taget under kærlig behandling på Sol Invictus. På den måde har Faith No More ikke rykket deres musikalske horisont væsentligt, siden vi hørte fra dem sidst.
Sol Invictus er et album i forlængelse af udtrykket fra Angel Dust , og det vil sikkert skabe henrykkelse blandt de fleste.
