Exgenesis - Solve et Coagula

Solve et Coagula

· Udkom

Type:Album
Genre:Death/Doom Metal
Spilletid:44:57
Antal numre:8

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kommer tid, kommer råd

Svensk-columbianske Exgenesis spiller døds-doom og har eksisteret siden 2014. De skulle, efter sigende, være relativt store i den Stockholmske undergrund. Deres debut, Aphotic Veil, blev da også vel modtaget rundt omkring, og dette har nok givet dem tilpas meget blod på tanden til at bruge lidt over et halvt årti på at lave album nummer to. Albummets titel er i øvrigt en reference til et alkymistisk begreb fra middelalderen, et udtryk der i bund og grund kan oversættes til ”frigør og saml” – ideen om at nedbryde kendte stoffer for at samle den til noget nyt – så bliver det næppe meget mere ”death-doom”!

Har jeg ikke hørt dig før?

Sverige har leveret masser af store doom-navne, som man kan lade sig inspirere af. Men det er tydeligt, at det ikke kun er navne som Katatonia, der fylder i Exgenesis’ bevidsthed, for der rumsterer også mastodonter som Paradise Lost, Candlemass, Swallow the Sun og Saturnus. Men jeg kan også høre elementer, der minder mig om nyere bands som Conjurer eller danske (0) og Konvent.

Ergo er vi ude i relativt klassisk, måske ikke formularisk, men forventelig death-doom med alt, hvad det indebærer. Tonstunge, sløve riffs – check. Morgensur kældertroldevokal – check. Stemningsfyldte, melodiske passager i baggrunden – yeps, de er der sørme også! Der er altså derfor ingen overraskelser at hente, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting – for der er sikkerhed i kendte rammer. Faktisk så minder Solve et Coagula mig utroligt meget om en mindre fedtet, mere melodisk version af Conjurer’s debutalbum Mire. Hvad der dog er en kende spøjst, og usædvanligt, er, at albummet først virkelig begynder at ”vågne op”, da vi har passeret halvvejsmærket. Bevares, det er da set før, men det er stadig usædvanligt, at alt det gode materiale først kommer til sidst, men det er altså tilfældet her. De tre numre Truth, Solve og Coagula sparker gang i festen (bevares, det er fortsat doom, så vi kommer aldrig op på mere end 70 km i timen) med en række melodiske (og meget svenske) guitarpassager, som virkeligt klæder den ellers dystre og monotone stemning, der dominerer den første halvdel af albummet. Men netop det at bandet erindrer deres svenske ophav og derfor tilføjer nogle melodier, er utroligt klædeligt og er med til at løfte dem op af den ellers sådan lidt grå sump, de befandt sig i til start.

Men desværre går de lidt i den fælde, som de fleste doombands (i mine ører!) også falder i – og det er kærligheden til at spille langsomt. Jeg er helt med på, at det er et grundprincip, men det bliver desværre utroligt søvndyssende, og jeg mister ærligt talt fokus fra tid til anden og har svært ved at adskille de otte numre. Det er faktisk kun diverse guitarmelodier, der hjælper til med at guide mig igennem deres mudrede univers.

Et sted mellem gurkemeje og kardemomme

Jeg er absolut ikke doom-connaisseur, men jeg kan da kende skidt fra kanel. Og på den, ærligt talt, dybt bizarre skala vil jeg mene, at Exgenesis er et sted mellem gurkemeje og kardemomme. Forstået på den måde, at Solve et Coagula faktisk er et helt fint album, men hvis ikke det var for de svenske passager, så ville det være et totalt forglemmeligt album – for alt det andet de gør, er noget man har hørt andre gøre, mange, gange før. Men de har fundet noget, der giver dem en snert af identitet – og det skal de bare holde fast i!

Tracklist

  1. Hollowness
  2. Embers
  3. Where the Hope Ends
  4. Truth
  5. Solve
  6. Coagula
  7. Intracosmos
  8. Stasis
Imusic

Tilføj kommentar