Uhørt retro
Hvis du skulle skrive et thrash-album og ikke ville lyde som alle andre, i hvilken retning ville du så gå? Ville du udtænke en ny tilgang til riffskrivning, en ny tilgang til sangskrivning, en ny genrekombination, inkorporere jazz, kromatik eller atmosfære? Måske symfonisk post-thrash kunne have været din kreation? Mange thrashbands sidder med dette dilemma, og få af dem kigger længere tilbage end ’83. Finske Excuse skiller sig ud på en snedig måde med deres debut-album, Prophets From the Occultic Cosmos. Deres stil har afgjort et retrospektivt præg, men de kigger helt tilbage til Englands guldalder. Hør med her.
Kiitos fra kosmos
En næsten uhørt old-school og sci-fi-lignende guitarlyd introducerer ”Black Crystal Visions”. Ekko, rumklang og forvrængning tager lytteren langt ud i rummet for at beskue astrale legemer og betænke menneskehedens plads i universet – og så går det løs. Med blot en trommehvirvel som advarsel, åbner finnerne for tanken med interplanetariske hyperrums-riffs, og intet metalhoved kan sætte en finger på kvaliteten. Excuse viderefører thrash-metallens oprindelige idé om at spille britiske heavy metal-riffs i punk-tempo, men forkuller udtrykket med en upoleret snerren, rasende melodiske tremolo-riffs og en old-school utæmmelig attitude. På andet nummer, ”Blade of Antichrist”, afveksles hæsblæsende melodisk thrash-riffing med Maiden-dyrkende temposkift og tilhørende dobbelt-guitarisme, hvor bassen endda løftes en oktav i hyldest til Steve ’Arris. Fornemt arbejde.
Guitar- og basspillet på Prophets fortjener et særskilt afsnit. De unge finner tillader så godt som aldrig riffene at forfalde til simpel éntone-riffing og drysser ofte variationer ud over de få gentagelser. Således undgår gruppen en af mine allerstørste kæpheste, og guitarerne er værd at lytte til hvert sekund af albummet. Ikke nok med det, men ingen af delene bliver hængende længere end de kan bære, og der er ingen risiko for at kede sig. Men ikke engang nok med dét, riffene – og dermed sangene – er fint varierede og bevæger sig fra hals-over-hoved-riffing til introspektiv space-solo, majestætisk midttempo march og tilbage til black-thrash-kaos. Jeg har ikke været så imponeret over guitarerne på et thrash-album siden Vektors Terminal Redux.
Selvom Iron Maiden dukker op fra tid til anden, lader en ligeså væsentlig inspirationskilde til at være (The Lord Weird) Slough Fegs tidlige 00’ere. Det bedste eksempel er ”Goddess Injustice” (som ikke er på gruppens EP af samme navn), hvor både temposkift, guitarrytmer og -harmonier lyder som thrash-versionen af Traveller. Finnerne har desuden en lignende sans for historiefortælling, hvilket munder ud i en mere progressiv stil, end thrash er kendt for. Navnlig afslutteren ”Watchtower of the Trans-Dimension” blander ’Fegs halv-proggede stil med en let Immortal-indflydelse til et heftigt space-thrash-epos.
Progressive profetier
Excuse har leveret en overraskelse af de store med Prophets From the Occultic Cosmos. NWOBHM-stilen – primært Slough Feg og Iron Maiden – danner grundlag for en på én gang nytænkt og retrospektiv thrash-debut, tilsat elementer af blackened thrash og en kosmonautisk tilgang til sangskrivningen. Strengene imponerer fra første til sidste fræsende riff, godt spækket op med lækre soloer og pakket ind i en herlig, old-school produktion. For fans af tempo, denim-veste og aldrig-i-livet-attitude er Excuse´ debutalbum én af årets essentielle plader.