Maximum Filodoxia! 

Euphrosyne er et græsk band, der ifølge dem selv spiller melodisk black/doom/post metal. Sådan en genremæssig mundfuld indikerer jo store ambitioner, og det er et indtryk, der bekræftes, når man konstaterer, at gruppens debutalbum, Morus, er et konceptalbum, der handler om et dødsfald i et af bandmedlemmernes nære familie. Men kan en gruppe, der har eksisteret i ganske få år og indtil videre kun udgivet en enkelt EP, virkelig gabe over så meget så hurtigt?

For lidt Sólstafir, for meget Evanescence og Evergrey

Hvis man kun lytter til debutalbummets bedste skæring, ”Mitera”, så fristes man til at svare ja på det spørgsmål. ”Mitera” har nemlig ikke bare en fin intro med elektrisk piano og enkle, men smukke anslag på en cleanguitar. Der er også spoken word, på græsk selvfølgelig, der smukt lader op til de efterfølgende intense passager med blandt andet et fint midt-tempo riff, desperat råben, højt til loftet og endda en lækker guitarsolo. Alt sammen elementer, der gør sammenligninger med et solidt Sólstafir-nummer oplagte. Men denne omgang ’patos, men på den fede måde’ har albummet desværre alt, alt for lidt af.

Sange som ”July 21th” og ”Eulogy” vil simpelthen for meget på én gang. Vi får flere af de lækre klaverstrofer, violiner, masser af rumklang og skønsang sovset ind i et føle-føle-morads. Det hele krydres med kedelige riffs og evigt tilbagevendende elementer af moderne metal og sygt poppede Evanescence-omkvæd. Det er noget genremiskmask, og jeg har svært ved at se, hvem målgruppen er her. Denne introverte nordbo rammes i hvert fald ikke.

Det sidste nummer på Morus, ”Lilac Ward”, er plaget af alle de samme problemer som resten af denne udgivelse. Masser af patos og store armbevægelser, men det rammer aldrig der, hvor det gør rigtigt ondt, og ender mest som stor ståhej for ingenting. Men selv her er der alligevel en fin lille sekvens med korsang og et stemningsfyldt riff, der gør, at man alligevel kan tro, at projekt Euphrosyne har en fremtid.

Det kan blive så meget bedre

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har for nylig skrevet en omdiskuteret, men fin lille bog om heavy metal, hvori han påstår, at metallytteren kun får den helt essentielle følelsesmæssige forbindelse til musikken, når monstrene brøler, og englene synger. Det virker, som om det præcist er det, Euphrosyne forsøger at opnå, men grækerne lykkes desværre slet ikke med at få skabt resonans med denne lytter. Det skyldes dels det alt for moderne og sterile udtryk, dels den omtalte genreforvirring. Produktionen er lækker, folkene bag er superdygtige, men det bedste, jeg kan sige om den her udgivelse, er desværre, at numrene er forholdsvis korte, og der er ikke ret mange af dem. Potentialet til noget langt bedre er dog tydeligvis til stede.