Endarken - The Plague of Truth

The Plague of Truth

Udkom

Type:Album
Genrer:Death/Thrash Metal, Melodisk groove metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lækker indpakning

Nogle læsere vil måske huske en tid, hvor metalhoveder verden over bladrede gennem album hos den lokale musikpusher i jagten på den næste opdagelse af bands, og hvor kunsten på fronten faktisk havde en betydning. Debuterende danske Endarken har fra start engageret mig som lytter ved det enestående cover af Jeff Christensen. Lysten til at lytte bliver ikke mindre af at lære, at bandet består af rutinerede kræfter i form af trommebasker Dennis Buhl (HateSphere, Evil Masquerade, Sinphonia), riffmester Henrik ”Guf” Rangstrup (Chaoswave, Sinphonia), strengestraffer Anders Høeg og rytmetonser Troels Lehmann (Billy Boy in Poison), mens Tim Nederveen (The Vision Ablaze) leverer vokalen. Hverken cover eller respektive medlemmers kombinerede CV giver dog en klar idé om, hvad Københavns nye skud på metalstammen byder på med debutalbummet The Plague of Truth. Men forventningerne er skruet i vejret.

Dynamisk monotoni

Det er svært at beskrive Endarkens lyd, da jeg ikke mener, de passer ned i en af de klassiske kasser, vi som fans sådan ynder at kaste kunstnere ned i. Et bud kunne være melodisk thrashet død med semiprogressive elementer, men da jeg er vel bevidst om, at det ikke ligefrem er den mest fængende og brede beskrivelse, kan den relativt brede vifte af inspirationer i Endarkens faktisk ret så engagerende musik måske give et bedre indtryk. Albummet åbnes af en baskende thrasher i form af ”Prophets of Apathy”, som giver mig vibes af HateSphere og Heaven Shall Burn. Opfølgeren ”Da Stago Tora” henleder mere mod Soilwork, mens den groovy ”Reawake the Wolves” har så nakkebrækkende et omkvæd, at jeg dannede associationer til Pantera. Pladens suverænt bedste nummer er ”Reign of Disgrace”, der imponerer med stærke Nevermore-vibes i form af sit legesyge og tunge riff og særdeles lækre trommespil. Endarken formår trods de mange associationer at have en rød tråd i deres lyd. Den er, ligesom coveret, dystopisk med spændende farver og kompositioner.

The Plague of Truth er en overordnet set engagerende og til tider endda forbavsende dynamisk oplevelse, som dog først udfolder sig efter gentagne lyt. Endarken lader hele vejen igennem til at være klar over begrænsningerne i deres nærmest kommanderende lyd. De opbryder den til tider næsten formulariske stil med fine melodiske stykker, grooves og temposkift. Pladens længste skæring, ”Dead Swan Ballet”, gør brug af skift i musikken, hvor især midterstykket forkæler med en spids af noget episk. Det er en skam for nummeret, at vokalen ikke falder i min smag og i stedet forekommer decideret ødelæggende for et ellers vellavet nummer. Dette skal ikke misforstås som en objektiv kritik af Nederveen, som er en habil vokalist, men manden har et raspende growl, som på størstedelen af albummet ikke er min kop te.

Bidragende til det positive indtryk er dog produktionen. Legendariske Tue Madsen har fremtryllet en – for metal – sjælden adskillelse af instrumenterne i lydbilledet uden at gå på kompromis med det intense udtryk, Endarken har. Den kompakte lyd kan dog trods de mange dynamiske elementer til tider blive for monoton. Titelnummeret er måske ikke albummets længste skæring, men med undtagelse af den groovy slutning er det en næsten belastende monoton komposition, som følges op ad intermezzonummeret ”Endarkened”, der blot er et par skingre toner i et forsøg på at skabe en dyster stemning.

Veludført dansk metal

Det er en nem tjans at være kritiker. Man bruger relativt begrænset tid på et værk, som kreative kræfter ikke alene har brugt et liv på at indøve evnen til at udføre, men også brugt kræfter og energi på at komponere i forsøget på at levere et produkt, som en person som mig skal sige nogle bevingede ord om. The Plague of Truth er en enormt svær plade at give en karakter af den årsag, at det objektive og subjektive ikke går hånd i hånd for mig som lytter.

Pointen er, at jeg fra et objektivt synspunkt ikke kommer udenom, at albummet i alle henseender er særdeles veludført. Det skal derfor ikke være bandet til last, at jeg ville foretrække mindre thrashet død og mere groove og lir på trommerne såvel som Jeff Loomis-inspirerede riffs. Men når den velskrevne musik toppes med en lækker produktion og utroligt laber coverart, ender jeg alligevel på en flot 7'er.

Tracklist

  1. Prophets of Apathy
  2. Da Stargo Tora
  3. Insomnia
  4. Reawake the Wolves
  5. The Hunt Begins
  6. Reign of Disgrace
  7. Insurmountable
  8. Seraphim
  9. Velvet Redemption
  10. The Plague of Truth
  11. Endarkened
  12. The Struggle
  13. The Pledge
  14. Dead Swan Ballet

Tilføj kommentar