Vinylbanner
Emigrate - Silent So Long

Silent So Long

/ Universal Music · Udkom

Type:Album
Genre:Industrial metal
Spilletid:43
Antal numre:11

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 7,3/10 baseret på 3 stemmer.

Richard Z. Kruspe (Rammstein leadguitarist) er ude med et nyt album i sideprojektet Emigrate. Det er gruppens andet album, og det er fremragende.

Hvis man forventer Rammstein, bliver man skuffet. Men forventer man gode musikere, velproduceret og overraskende metal, så venter der en stor oplevelse. ”Silent so long” er engelsksproget, teksterne byder på masser af seksuelle undertoner og handler om de mørkere sider af mennesket.

Kort fortalt, kunne man få tanken, at Rammstein, Korn, Depeche Mode, Marilyn Manson og Blue Oyster Cult havde mødtes tilfældigt på en skrabet cafe for deprimerede kunstnere i Berlin. Richard Kruspe betegner Emigrate som et band, men hvor han alligevel har sidste ord, og det er også hans kompositioner. Numrene har fået lov til selv at lede til hvilken vokal de ønsker sig at blive indsunget af, fortæller Kruspe, og de ønsker er i den grad blevet opfyldt. Lemmy Kilmister, Peaches, Marilyn Manson, Frank Dellé og Jonathan Davis må siges at være ret godt, på et album som ikke har fået meget omtale, nogen steder i verden. Det er lige præcis hvad musik handler om, lav en god plade uden at gå på kompromis, og lad verden opdage den.. hvis de har lyst!

Hvad er det vi får?

Første nummer ”Eat you alive” var også første single. Nummeret virker med det samme genkendeligt, men alligevel udefinerbart nyt. Det er velklingende med en god røvfuld forstyrret guitar, elektronisk blip blop samt trommer som høvler derudaf; bestyret med kyndig hånd og fod af finske Mikko Sirén (Apocalyptica). Omkvædet ”Better keep you running.. Eat you alive” fanger lynhurtigt, mens foden vipper i takt. Der er zombier i farvandet, og Kruspes stemme er kørt igennem dæmoniseringsfiltret. Frank Dellé kommer ind i et skrigende midterstykke, og blander sig infernalsk med Kruspes, det fungerer godt. Når der synges: ”Lonely girls they don’t survive”, så er det overbevisende.

Næste nummer er ”Get down” hvor den canadiske electronica sangerinde Peaches stemme giver nummeret endnu et twist. Det er et langsommere nummer, det emmer af erotik og indestængt begær. Trommerne er fremtrædende, guitaren hyler og vil også have mere. Peaches vokal er sexet, hun er ofte tidligere kaldt vulgær. Kruspes vokal hører til i den lysere ende af skalaen, men lyder rå og lidt sandpapirsagtig. Hun og Kruspe dyrker en form for musikalsk sadomasochisme, og slipper afsted med det uden det bliver hverken plat eller vulgært.

”Rock City” er næste track, og det havde jeg personligt ventet på med stor spænding. Richard Kruspe havde fortalt i et interview, at ”Rock City” var en lille popsang, en blanding af Motörhead og Depeche Mode? I tillæg fortalte guitaristen, at han ligeså vel kunne have fået Dave Gahan (DM) til at indsynge nummeret, men han i stedet havde valgt Lemmy Kilmister (Mot ). Hvor Kruspe fik ordet popsang ind i hovedet, ved jeg stadig ikke, for pop er der ikke meget af. Lemmy lyder mere hærget og brugt end nogensinde før, trommerne tæsker derudaf, strengene på guitaren er på overarbejde, det er uptempo. Der er storbynat, og det er den som har hærget Lemmy.

”Hypothetical” starter med ordet ”Fuck”, og det kan jeg love man ikke har lyst til at gøre med Marilyn Manson, hvis karakteristiske stemmer passer som fod i hose til endnu et track, som leder tankerne hen på sex under tvang. Personligt har jeg aldrig brudt mig om Mansons stemme, han er på en gang for sær, dæmonisk og ond til, at jeg har kunne lytte mere end to minutter til ham. Men ”Hypothetical” går også lige ind. Forvrænget guitar, forvrænget ”Fuck” og teksten, det er så gennemført, at jeg må udnævne det som albummets bedste track. Teksten er rammende og skræmmende, Mansons univers tænker man. Men egentlig, kunne Manson ikke forstå Kruspe ville have anden vokal end sin egen, men endte dog med at indsynge den alligevel. Fantastisk valg, og sindssygt godt set af Emigrate.

Leder man efter en kærlighedserklæring til kæresten eller konen, så er track 5: ”Rainbow” lige den man leder efter. Nummeret er roligt, ingen dæmoniske stemmer, kun Kruspe som lover at stjæle regnbuer. Men om det er af ren kærlighed eller af desperation, det må I selv finde ud af. Der er igen spillet på klicheer, klokker i starten af introen, masser af elektronisk keyboardlyd. Måske den sang alle mænd har lyst til at skrive, hver gang de ikke forstår deres præmenstruelle koner. Fantastisk nummer, i starten tænkte jeg: "meget Depeche Mode-agtigt" men jo flere gang jeg lytter til det, jo længere fjerner det sig fra min første indskydelse.

Sjette nummer ”Born on my own” er et godt gammeldags rocknummer, masser af tung guitar, men med så megen melodi og melankoli, at man konstant bliver mindet om, at temaet er krig og ødelæggelse. ”Tear down the walls” synger Kruspe selv i omkvædet, og det skal jeg love for han gør, hvis muren er bygget på krigstrang. Tankevækkende tekst, som går usandsynligt godt i spændt med musikken.

”Giving up” handler om, netop ikke at give op. Endnu et gedigent rocknummer, der som så mange før det, handler om at være sig selv, og ikke give op. Ikke et af de mest bemærkelsesværdige numre på pladen, men det har bestemt sin berettigelse i denne samling af numre. Det hjælper også altid, når der er tilføjet et ”fuck det hele”. Trommer og guitar kører et lidt småkedelig parløb, men teksten bærer nummeret hele vejen igennem.

Lyst er et tilbagevendende tema hos Emigrate, ”My pleasure” som track otte hedder, handler om at være gjort til nogens lyst. Det er et hurtigt nummer, der er ikke meget elektronisk indblanding her. Nummeret har fede guitarriffs, og vi er igen inde i et seksuelt univers: ”Get down and know me from your knees”

”Happy times” er absolut ikke en særlig glad melodi, teksten gør heller ikke noget, for at få humøret i top. ”The body loves what it never becomes” – ”I bleed some” Med på vokal har Kruspe sin on/off kæreste, og moderen til hans seneste afkom: Margaux Bossieux. Hun er tidligere bassist i et New York pigepunkband, og passer rigtig fint ind i det kollektiv af deprimerede sjæle, som man finder i Emigrate. Margaux er også, efter hvad jeg har erfaret, nu blevet fast medlem af Emigrate. Et godt nummer at have hjertesorg til, især hvis man nærmer sig suicidalstadiet, og gerne vil have det overstået. Selvmordet altså. Et godt sammensat nummer, keyboardet understreger det triste og deprimerede.

Det næstsidste nummer, ”Faust” er endnu et godt, lidt hårdtslående nummer, og lyrikken passer til den fiktive Faust, en som har solgt sin sjæl til djævlen. Igen er der spillet på det seksuelle, og det gøres med så megen finfølelse, at man tvivler på, om det virkelig kan være så gennemført og dobbelttydigt, som Emigrate anført af Kruspes mørke sind, formår pladen igennem.

Sidste nummer, og titelmelodien ”Silent so long”. Her møder vi Jonathan Davis fra Korn, og det er meget passende, med hvad vi ellers kender Davis fra. Godt nummer, skulle lysten til at headbange melde sig, men absolut også et nummer man kan fordybe sig i, både med hensyn til tekst og musik. Hvis man kan stole på min tekstfortolkning, så er det et passende afslutningsnummer, for det emmer af brud, en afslutning af al den lidelse alle de foregående numre har indeholdt.

Hvad smagte det så af?

Min første indskydelse er at svare; mere!!

Albummet er efter min ydmyge mening, et meget helstøbt og velproduceret stykke kunst. Det indeholder mange lag, hvilket gør det til noget langtidsholdbart. Hver gennemlytning afslører nye lag, flere dimensioner. Hvis man så har nogle af Richard Z. Kruspes udtalelser om Emigrate i baghovedet, bliver det kun endnu mere mystisk og interessant. Kruspe ser blandt andet Emigrate som det arbejdsrum, der gør at han på trods af sine lidelser, stadig kan være i Rammstein. Som kæmpe Rammsteinfan, ser jeg det som en fordel, at Kruspe fortsat kan holde ud at være guitarist i Rammstein, men omvendt, så er Emigrate noget nyt og forfriskende, selvom det alligevel smager af noget vi har mødt før. Om det ender som enden på Rammstein, eller om Emigrate fortsat kun genoplives når Kruspes depressioner har brug for luft må tiden vise. Jeg krydser fingre for at begge bands fortsætter i hver deres retning. Skulle Emigrate, trods Kruspes tvetydige afvisninger af Emigrate som liveorkester, komme med en koncert, så vil jeg være at finde i mængden, med hornene højt i vejret!

Tracklist

  1. Eat You Alive (featuring Dellé)
  2. Get Down (featuring Peaches)
  3. Rock City (featuring Lemmy Kilmister)
  4. Hypothetical
  5. Rainbow
  6. Born On My Own
  7. Giving Up
  8. My Pleasure
  9. Happy Times
  10. Faust
  11. Silent So Long (featuring Jonathan Davis)
Metalvinyl

Kommentarer (1)

BikerBabeDK

Rainbow

Femte nummer på cd'en - "Rainbow" - er skrevet til Kruspes lille datter Maxime på 4 år; sangen er ikke skrevet til en kone eller en kæreste.

Tilføj kommentar