Der er næsten tale om røveri, men hold op, hvor er det godt!
15 plader på 25 år
Nok har de aldrig rigtig tilhørt groove-/thrash-metallens absolutte superliga, men man må alligevel tage hatten af for ungarske Ektomorf. Intet mindre end fjorten album er det blevet til siden debuten Hangok fra 1996, og trods svingende kvalitet på de mange plader har bundniveauet altid været ret højt. Det samme kan siges om album nummer femten, gruppens nyeste langspiller, Reborn, der, selvom den tyvstjæler fra en ganske bestemt og ikke helt ubetydelig klassiker, ligeledes er en rigtig fed plade og en flot hyldest til bandets egen ungdom.
If it isn’t broken, why fix it?
At Zoltán Farkas og hans kumpaner er stærkt inspirerede af Metallica, Machine Head og Prong, er en underdrivelse i den mere ekstreme kategori. Dog havde jeg inden første gennemlytning af Reborn på ingen måde forestillet mig, at den i så høj grad, som det er tilfældet, ville lyde som netop Prong og Machine Head, der mødes for at indspille en hyldest til Metallicas Master of Puppets. Men det betyder ikke, at det ikke er godt.
Åbningsnummeret “Ebullition” er en stærk åbner i højt tempo med en rigtig dejlig guitarsolo. Efterfølgende får vi titelnummeret, der med et smukt akustisk mellemstykke, inden det slutter med et brag, er et tydeligt nik til Metallicas titelnummer fra 1986-klassikeren. Og sørme om vi ikke på albummets tredje skæring får en alt andet end diskret hilsen til det fænomenale “The Thing That Should Not Be” i form af det potente “And the Dead Will Walk”.
Senere på pladen præsenteres vi for det solide “Where the Hate Conceives”, der, mystisk nok, ikke er åbningsnummer, da det låner en masse fra “Battery”, og vi skal da selvfølgelig heller ikke snydes for et instrumentalnummer i form af det smukke “Forsaken”. Og fik jeg sagt, at det i øvrigt er placeret som syvende skæring på pladen ud af i alt otte? Og at afslutteren “Smashing the Past” er en højhastigheds-thrasher på kun tre minutter?
Stærk hyldest
Jeg kunne nemt dykke længere ned i musikteoretiske detaljer og finde endnu flere paralleller til – og ikke mindst tyvstjålne elementer fra – Metallicas legendariske mesterværk, men lad os bare stoppe her. Lighederne med Master of Puppets er mange og umiddelbart også for mange. Men jo mere man hører Reborn, jo bedre bliver den. For selvom jeg her må ty til en floskel af de større, passer den perfekt i denne sammenhæng: Kvalitet fornægter sig ikke!
Reborn er en rigtig fed skive, der, som titlen antyder, viser et Ektomorf, der med herligt spillehumør genopdager sin fortid på imponerende vis. Skiven placerer sig ikke som gruppens allerbedste i deres imponerende katalog, men savner man Machine Head, som de lød i deres storhedstid, og er man glad for Master of Puppets, er den en velspillet og medrivende hyldest til fortiden.
