Husk livrem og seler!
Det er godt og vel to år siden, jeg sidst sad med en Eisenkult-skive. Dengang kendte jeg ikke til dette tyske vanvidsorkester eller deres uortodokse og gakkede tilgang til black metal. Derfor kan man vist roligt sige, at de virkeligt tog mig med bukserne nede. Hvilket må siges, jeg understregede med følgende citat: ”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg skiftede mening fra ’hold kæft, det er fedt!’ til ’hold kæft, det er mærkeligt!’ i løbet af albummets spilletid”.
Nu skriver vi så 2025, og trioen er klar med endnu en omgang vanvidsblack. Så er spørgsmålet bare, om jeg er klar, eller om jeg skal finde både livrem og selerne frem!
Mayhem, Exodus og Bach går ind på en bar …
Die Hölle ist hier er måske ikke helt så skørt som Vulgäre, deutsche Hassmusik, men det er nu stadig en udmærket kandidat til et besøg på den lukkede. Eisenkult virker til at være mere inspireret af førstebølgeblack og den helt spæde thrash metal på denne udgivelse end tidligere. Flere af numrene er nærmest helt pizzathrashede, og man kommer til at tænke på både Exodus og Anthrax, men også Sodom og Sarcófago.
Men der, hvor vanviddet så udfolder sig, er, når der enten bliver sparket gang i synthesizeren – og de klassiske pizzariffs pludseligt blandes med 8-bit-blipbloplyde, der mestendels minder en om et gammelt SNES-spil – eller når der pludseligt bydes op til bondebal i laden med folkemusik og akustiske viser. Dertil skal det siges, at det jo naturligvis fortsat er black metal, så produktionen er dejlig rå, og menuen byder på den klassiske treretters: tremoloriffs, blastbeats og dødsrallen.
Alt dette topper dog på det fuldstændigt geniale nummer ”Von Gott gehasst”. Introen, der ganske tydeligt er influeret af Mayhems ”Funeral Fog”, kører over i klassisk Exodus-inspireret thrash, og bedst som man tror, man har luret nummeret, ja, vupti, så spiller keyboardet Bach/ Gounods ”Ave Maria”, som guitarerne hurtigt griber – og dét moment er så genialt, at jeg fik gåsehud fra top til tå.
Desværre er det ikke alle numre, der er lige så geniale; jeg kunne da snildt have levet uden de to semiballader ”Töte mich” og ”Hassgesang”, der mestendels lyder som noget, Sting kunne have skrevet, hvis han altså spillede tysk black metal!
Fis og ballade kan godt være trve!
Die Hölle ist hier er et virkeligt skægt værk. Det formår både at være uhyre simpelt og utroligt indviklet – atter en gang beviser Eisenkult, at deres musik bare er én stor legeplads, hvor alle ideer er velkomne, så længe de er sjove. På intet tidspunkt er man i tvivl om, hvorvidt de tre herrer har moret sig noget så gevaldigt, og deres entusiasme for morskab, fis og ballade smitter, som var det fnat i en swingerklub!