Hvad hedder de, siger du?

The Man-Eating Tree lyder som noget, du enten skal skyde med flammekaster i Dark Souls eller undgå at sige tre gange foran et spejl. Men nej. Det er faktisk navnet på et finsk gotisk metalband, som har eksisteret siden 2009. Alene det er imponerende, for bandet har i mellemtiden gennemgået flere udskiftninger end et reality cast på TV3 Puls. I dag er guitarist og andenvokalist Janne Markus det eneste oprindelige medlem, resten er skiftet ud, og i 2024 skete der atter en rotation. Der skulle nyt leipäjuusto (brødost) på bordet, og Night Verses er da også finnernes første udgivelse i ti år, og ja – meget kan ske på et årti. Vi har overlevet en global pandemi, set kunstig intelligens overtage verden og skreget af grin over, at Kanye West sammenligner sig selv med både Jesus og Picasso. Spørgsmålet er så, om finnernes ti års dvale har resulteret i en opvågning med ny ild i blodet, eller om udgivelsen bliver et søvndyssende kapitel i deres historie.

En gang til for hvem fanden der regerer i Finland …

Et af de mest markante træk på Night Verses er den nye vokalist, Manne Ikonen. En usleben diamant fra de mørkeste finske skove. Hans vokal er langt fra perfekt, men er samtidig utrolig let genkendelig. The Man-Eating Tree har længe kæmpet med at skille sig ud, og med Ikonen i front har de endelig fået noget, der kan få selv den mest bedøvede metalfan til at løfte det ene øjenbryn. For lad os være ærlige – i en genre, hvor de fleste bands prøver at være så unikke som en IKEA-lampe i et kollegiekøkken, er det et lille mirakel, når nogen faktisk tør lyde anderledes. Alle vil være bøgehækken omringet af liguster, og her føles The Man-Eating Tree for en gangs skyld unik. Musikalsk holder de meget samme stil. Et mix af gotisk metal, melodisk dødsmetal og alternativ metal med akustiske passager. Det lyder som en stor mundfuld, men er overraskende subtilt, og ligesom ligusterhækken er der ikke de store huller i visionen. Efter en kort intro får vi pladens første nummer, ”Days Under The Dark”, et syv minutter langt atmosfærisk epos, der balancerer smukt på kanten mellem det dystopiske og depressive. Det er modigt at starte med et nummer på denne længde, men det fungerer glimrende. Førstesinglen, ”Ruins of Insanity”, er også et højdepunkt, hvor trommerne og vokalen er gennemsyret med nerve og identitet. Det er netop i disse øjeblikke, at kvartetten viser, at den stadig er relevant efter ti års pause.

Men The Man-Eating Trees største styrke, nemlig at skabe atmosfære, er desværre også deres største svaghed. Tag eksempelvis ”To The Sinking”. Et nummer, der lyder, som om det konstant er lige ved at finde formularen, men som i stedet bliver hængende i et spændingsfelt, hvor absolut intet sker. Det føles som at stå foran et offentligt springvand, der stopper lige i det sekund, man vil vise det til sin datter – man ender med at stå der som en klovn, mens vandet nægter at komme igen, og barnet mister interessen. Den form for teaser-metal bliver hurtigt mere trættende end spændende, og den fælde undgår finnerne desværre ikke helt. Det bliver meget tydeligt på lukkeren, ”Reflections”, der er så lang i spyttet, at man fristes til at finde en spand. Men trods de frustrerende momentane stilstande må man give respekt til bandet for visionen. Night Verses er en kompromisløs udgivelse, der giver meget igen, hvis blot man har tålmodighed.

Gode nat-sange

Night Verses er atmosfærisk, særegen og bestemt mere end blot et bestået forsøg på et comeback. Men selv det mest kunstneriske udtryk kan blive en hæmsko, hvis man ikke slår bremsen i, og finnernes metal lyder til tider mere som veleksekverede godnatsange end dystopisk metal. Havde man skruet mere op for den melodiske dødsmetal og skåret lidt akustiske passager væk, ja, så havde kritikken næsten været fraværende. Det bliver syv kranier til kvartettens comeback, og jeg håber at høre mere fra dem, inden der går ti år mere.