Drivenfield - Road to Perception

Road to Perception

Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Spilletid:48.20
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lovende hardrock album fra danske Drivenfield

Lovende og gennemarbejdet debut fra Horsens Drivenfield debuterede kort før jul med et godt album. Ubemærket gled udgivelsen ind i den almindelige juletravlhed og forvirring som denne årstid er præget af…. og dét er helt og aldeles ufortjent. For bandet fra Horsens har lavet et rigtig lovende og gennemarbejdet album.

Klassisk hardrock med god vokal og leadguitar Albummet er klassisk hardrock, hvor det stort anlagte omkvæd og “syng-med-nummeret" nærmest står i kø. Varemærket er en rockvokal som både har saft og kraft og guitararbejde som er endnu bedre. Bandet tager afsæt i Pearl Jam, Alter Bridge og Black Stone Cherry - lad os bare kalde det for nyere amerikanske rock.

Det melodiske og de mange pragtfulde ballader kunne let være en tand for meget. Men det holder, og ikke mindst de mange gode guitarsoloer fra Kim Sørensen skaber en god kontrast og sund modvægt. Forsanger Jacob Sejr Christensen synger igennem så det kan mærkes, og kun lejlighedsvis bider man mærke i at tekstuniverset ikke holder niveau. Det er ikke sådan at hjerte rimer på smerte - men det er tæt på.

De fem drenge har holdt lav profil gennem efteråret, og har kun spillet et enkelt supportjob for Supercharger tilbage i september - og det må bandet gerne lave om på.

Albummet er indspillet i CBStudios i Holsted, og den altid flittige Jacob Hansen har fundet tid i sin kalender. Med Jacob ved pulten er der som altid styr på det praktiske og lyden er stort anlagt. Et godt match.

Et overraskende godt udspil Road to Perception er et overraskende godt udspil fra uventet kant. Til tider kan det blive for pænt, nydeligt og teksterne trækker heller ikke op. Men grundlæggende er det en perlerække af gode numre, krydret med en god vokal og en fantastisk leadguitarist. Jeg glæder mig allerede til mere, og håber at jeg får fornøjelsen af at se bandet live forinden.

Trackliste: 1. Song for Life 2. Proelium 3. Here I Am 4. Silent Angel 5. Under Water 6. Always Remember 7. The Written Word 8. Stand by You 9. Fake 10. Not The Right One 11. Blind

Drivenfield - Silent Angel