Fra teori til praksis

Australske Dream Upon Tombs er næppe et band, hvor stress og jag er den primære drivkraft. Duoen blev dannet i 1996, men først i år fik de herrer David og Jak nosset sig sammen og klasket et debutalbum sammen. I teorien burde denne næsten 30 år lange proces resultere i et magnumopus af en anden verden, et kreativt mesterværk, der ville få både himmel og hav til at skælve og samtlige lytteres hjerner til at eksplodere. Dog kan der, som bekendt, være ufattelig langt fra teori til praksis – spoileralert.

Kreativt dødvande og rådne frugter

Ganske vist skriver vi kun marts 2023, men Palaces of Dust er den mest kedelige udgivelse, jeg har hørt i år. Stilistisk set befinder bandet sig et sted mellem melodisk dødsmetal og atmosfærisk black metal, hvilket tit er en vinderkombination – der er dog intet vindermateriale over dette album. Melo-dødspassagerne består af håbløse og generiske åben E-strengsprygl kombineret med de samme tre-fire powerchords om og om igen og giver en ide om et Gøteborgband, der ikke gad øve sig. Ligeledes er bandets ide om atmo-black i enkelte keyboardpassager hist og pist, måske ideen var at skabe en uhyggelig og gotisk Bram Stoker-stemning, resultatet er dog noget, der minder om den ventemusik, man skal udholde i køen til vagtlægen.

Men trods det at intet af det ovenstående er noget, der bare minder om ros, så er det største problem ved Palaces of Dust, at samtlige ni numre egentlig har, hvad det kræver for at være blevet til gode sange. Der er masser af potentiale i musikken, men de to australiere aner bare ikke, hvad de skal stille op med deres egne ideer, så i stedet står de i stampe rent kreativt. Det er ikke noget, en solo hist og pist ikke kunne ordne, eller måske hvis de lige spillede 10-20 % hurtigere – ja, mulighederne er uendelige, men de vælger ikke at gribe de lavthængende frugter, ja, de gider ikke engang samle nedfaldsæblerne op! Derfor bliver resultatet en udgivelse, der minder en om et ugideligt garageband, der møder op til Battle of the Bands og forventer at vinde, selvom de aldrig har gidet at lære at spille mere end ”Smoke on the Water” – dårligt, endda. Summa summarum, så er Palaces of Dust 42 minutter, du aldrig får igen

Når førstepladsen er sidstepladsen

Tidligere i år var jeg overbevist om, at Funeral Winds Stigmata Mali ville være den mest røvsyge udgivelse, jeg skulle bearbejde i år. Jeg tog fejl. For sørme om ikke Palaces of Dust kom vraltende ind fra højre og erobrede denne førsteplads – og stort tillykke med den!

Jeg håber inderligt, at ingen, hverken mine kolleger eller andre folk med ører, skal opleve at høre noget så ligegyldigt som Palaces of Dust – nogensinde!