forbrænd
Draugveil - Cruel World of Dreams and Fears

Cruel World of Dreams and Fears

Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

‘Paint me like one of your medieval girls’

Provokation er en af hjørnestenene, når det kommer til metal – uanset subgenre. Det er klart, at de mere ekstreme genrer er de mest provokerende, og i 2025 kan det da være svært at forstå, hvordan nogen nogensinde har fundet Black Sabbath provokerende. Men hvad der provokerer, ændrer sig jo også, i takt med at samfundet ændrer sig – eksempelvis er det nok kun i Iran og Afghanistan, at et par bare kvindeankler får en reel reaktion. Er Satan stadig provokerende?

Er billeder af krig, død og lemlæstelse? Hvad med zombiefostre, der kravler ud af deres døende mødre? Får et billede af et selvmord eller en brændende munk nogen til at hæve så meget som et øjenbryn i disse tider? Følger man diverse metalgrupper på forskellige sociale medieplatforme, får man hurtigt et indtryk af, at selv de mest grusomme billeder og tekster ikke forarger én eneste person.

Til gengæld så virker det til, at samtlige hårdkogte typers pis ramte kogepunktet, da de så et billede af en lettere androgyn ung herre iført corpsepaint og rustning liggende i et rosenbed midt om natten – hvilket fra Draugveils side skulle vise sig at være et genialt træk, for novra, hvor har han da fået skabt sig megen opmærksomhed allerede. Det var da også udelukkende det skønne foto på albummets omslag, der fik mig til at anmelde denne skive. Spørgsmålet er derfor, om Draugveil kan andet end at provokere.

From Ukraine with love

Der gik ikke lang tid, fra Cruel World of Dreams and Fears udkom, til folk begyndte at sammenligne den med Këkht Aräkhs, efterhånden meme-dariske, album Pale Swordsman fra 2021.

Det er heller ikke så sært, for de to udgivelser, og de to bands, minder helt utroligt meget om hinanden – på alle tænkelige måder.

Begge artister er fra Ukraine og i deres tyvere. Begge bands laver rå, primitiv og romantisk black metal med masser af pianointerludier – ydermere er begge bands gode til at provokere den gamle trve kvlt-garde, både qua musikken og så sandelig også de skønne albumcovers.

Cruel World of Dreams and Fears er dog betydeligt mere poleret end Pale Swordsman. Jovist, det er da stadig råt og primitivt, men mixet og produktionen er markant mindre necro. Jeg er ligeså tilbøjelig til at kalde Draugveil en bedre musiker samt sangskriver end Crying Orc. Cruel World of Dreams and Fears er et mere helstøbt og seriøst værk, selvom man godt kunne fristes til at tro, at et album med det cover var en dybt useriøs omgang. Rent musikalsk trækker Cruel World of Dreams and Fears tråde til alt lige fra både tidlig Burzum og tidlig Ulver til bands som Order of Nosferat, Departure Chandelier og naturligvis også Mortiis. Musikken er overordnet ganske glimrende. “Knight Without a Name” og “Griefmarch” er nok skivens højdepunkter og beviser, at man sagtens kan spille klassisk 90’er-trve black i 2025 med et (semi)moderne tvist og samtidig stå med et produkt, der fremstår autentisk og troværdigt. Det er så heller ikke mere end det.

Det er et album, der lige akkurat kan behage ens trang til noget, der er familiært og trygt, men samtidig ikke lyder som en decideret kopi. Ydermere burde de tre instrumentale numre enten være blevet kogt sammen til ét, eller også burde han have droppet to af dem.

Godkendt, men med plads til forbedring

Jeg tvivler stærkt på, at nogen ville have nævnt eller hørt Cruel World of Dreams and Fears, hvis ikke det havde været for coveret. Dette gælder dog en række andre, større og langt mere berømte værker ligeså, og der er absolut intet i vejen med blikfang. Heldigvis for Draugveil er musikken god nok til, at man gerne vil høre mere – uanset hvilken type flora, han vælger at slange sig i. Det er, med andre ord, en ganske godkendt debut, men der er skam plads til forbedring samt finpudsning.

Tracklist

  1. Knight Without a Name
  2. Moonlit Resurrection
  3. Griefmarch
  4. My Sword Points to the Past
  5. Wolves Feast on Forgotten Dreams
  6. Etched Oath
  7. Soiltear
  8. Beneath the Armor I Rot
  9. Vortex
  10. When Silence Became My Kingdom