Draconian - Sovran

Sovran

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Veludført romantisk doom fra svensken

Jeg har fulgt svenske Draconian siden deres glimrende Where Lovers Mourn fra 2003 og har altid ment, at bandet var temmelig overset i den større sammenhæng. Det synes jeg stadigvæk, de er. Sovran er en glimrende plade! Bandet fanger lytteren fra starten, og guitarens melodier og den sporadiske violin, som der faktisk gerne måtte være mere at finde af på Sovran, virker dragende på lytteren. Præcis som doom bør. Specielt ”The Wretched Tide” og ”Rivers Between Us” bør fremhæves som eksempler på den glimrende sangskrivning, man finder på albummet.

Den fremragende vokal gør forskellen

I modsætning til mange bands i den romantiske ende af doom-genren, som også gør brug af kvindelige vokalister, forstår Draconian at anvende sangerinde Heike Langhans’ vokal i præcis de rigtige mængder og på de rigtige tidspunkter. Netop hendes vokal er en af bandets klare styrker, da hun ikke er nær så hysterisk i udtrykket, som det er tilfældet hos flere andre sangerinder inden for genren. Desuden er hendes samspil med den mandlige vokalist Anders Jacobsson fremragende og måske endda på højde med Liv Kristine og Raymonds fra de tidlige Theatre of Tragedy-plader. Det vokale samspil minder også en del om Robert Westerholt og Sharon Den Adels på de første Within Temptation-albums. Den mandlige vokal anvender både klassiske doomgrowls, den renere råbe-agtige vokal samt tale og hvisken, som vi bl.a. kender hos Saturnus, og det fungerer glimrende.

Ikke nyskabende, men yderst gennemført!

Stilmæssigt befinder vi os netop i samme afdeling som Theatre of Tragedy, Saturnus, Tristania osv., og jeg mener klart, at Draconian er ligeværdig i denne sammenhæng. Der er langt i mellem doom/gothic bands med så autentisk et udtryk som Draconian, hvilket er altafgørende i en genre, som netop er så følelsesbaseret, som det er tilfældet her. Fornyelse er en by i Rusland for Draconian, men det betyder ikke så meget, når de leverer varen som her. Det er doom/gothic-metal af højeste karat, og det fortjener den høje karakter, jeg tildeler dem. Sovran melder sig i feltet af fremragende doom-albums, der har set dagens lys i 2015 og får mine varmeste anbefalinger.

Tracklist

  1. Heavy Lies the Crown
  2. The Wretched Tide
  3. Pale Tortured Blue
  4. Stellar Tombs
  5. No Lonelier Star
  6. Dusk Mariner
  7. Dishearten
  8. Rivers Between Us
  9. The Marriage of Attaris