Anmeldelse eller fodnote?

Den hviderusiske duo Downcross er et projekt, der har fart på. Siden udgivelsen af de to første album i 2019 har d’herrer Dzmtr og Ldzmr udgivet hele fire album, hvor The White Tower er den udgivelse, der kræver, man finder den anden hånd frem, hvis man ønsker at tælle bandets diskografi på fingrene. Det var sidste år, jeg faldt over Downcross, da den forrige udgivelse, Invertebrata, kom op som et forslag – det var dog en rum tid, efter albummet var udkommet, hvilket er hvorfor denne opdagelse ikke førte til en anmeldelse, selvom udgivelsen bestemt var værdig til en sådan. Heldigvis er det, som tidligere skrevet, et projekt med fart på, så man skulle ikke vente længe på nyt fra de to musikere. Så lad os da finde ud af, om The White Tower, lig sin forgænger, er værdig til en anmeldelse.

Hårde typer eller hva’?

Downcross spiller en form for black metal, der nemt kunne klemmes ind mellem bands som UADA og Imperium Dekadenz. Det er melodisk og atmosfærisk, men nu og da dukker der også små brudstykker af både noget progressivt og noget riffdreven rock’n’roll op. Bandet har bestemt opfundet den dybe tallerken eller skiveskåret brød, men deres produkt fremstår alligevel både veludført og tilpas originalt. Det mest spøjse ved Downcross vil dog altid være den umiddelbare dissonans, der er mellem bandets image og den lyd, de så rent faktisk præsenterer lytteren for. Udadtil, baseret på både tidligere albumcovers og diverse promobilleder, får man indtrykket af, at det her er nogle hidsige herrer på niveau med bands som Marduk og Whoredom Rife. Bevares, bandet er da hverken tandløse eller anæmiske, som de da også beviser på eksempelvis åbningsnummeret ”I Am Entropy”, som egentlig er fremragende, om end det godt kunne have brugt lidt mere dybde i sit lydbillede. Hvilket er min helt generelle anke ved The White Tower – nemlig det, at der simpelthen mangler gravitas. Det er helt fint at forsøge sig som Hvideruslands UADA, men der mangler altså noget råhed og kapow i mixet, hvis vi virkeligt skal op på samme niveau som de månetossede fyre fra Oregon. Ligeledes lider albummet af en vis monotoni, hvilket nummeret ”Lord of All Perfections” med sit repetitive mid-tempo-riff cementerer igen og igen i løbet af sin spilletid på små fem minutter – som i øvrigt føles som det dobbelte. Heldigvis er der da også et nummer som ”Demiurge Must Eliminate Himself”, som formår at få tempoet lidt op igen og generelt sparker lidt liv i affæren, selvom selve melodien nu godt nok minder om noget, Dimmu Borgir kunne have lavet for 20 år siden. ”AlphaBeast WorldMurderer pt.II” formår da også at få skibet i land – desværre synker hele pivtøjet med albummets lukker, ”Downcross”, som er en orgelsolo på næsten fem minutter – hvem i alverden har bestilt det, og kan det returneres!?

Gumpetung tumling

The White Tower er en underlig udgivelse. På små tre kvarter formår bandet at tage os fra den ene yderlighed til den anden, og de slipper desværre ikke just godt fra det. Fra et fremragende åbningsnummer til en komplet ligegyldig orgelsololukker på ”bare” 45 minutter – jamen dog! Det er egentlig frustrerende, for Downcross har tidligere bevist, at de er kompetente og udmærkede sangskrivere. Men nu er det, som om at de slet ikke aner, hvor de vil hen med musikken. De forsøger at kopiere andre større og bedre musikere nu og da, og de slipper da, nogenlunde, afsted med det, men når de forsøger at stå på egne ben, ja, så falder de altså på bagenden som en gumpetung tumling, der øver sig i at tage sine første skridt. Og derfor er der ikke meget andet at sige til Dzmtr og Ldzmr end: ”Op igen!”.