Metallica’s inspirationskilde nummer ét er ude med et nyt album, der er det første med den nye sanger Nick Tart, hvilket rejser spørgsmålet om han kan erstatte Sean Harris. Og ja, det kan han godt, selvom jeg klart foretrækker Sean, men det hænger nok mere sammen med de plader manden er med på. For dette er ikke noget man kan sammenligne med "Lightning To The Nations" eller "Borrowed Time", mere lyder det som en glemt hard rock plade fra senhalvfjerdserne. Især de ret så tydelige Led Zeppelin inspirationer kommer frem her, især hvis man lytter til "Alimony" som kunne have stået på Bly Ballonens (Led Zeppelin, -red.) to første skiver. Men også en smule af Scorpions kan findes på denne skive, bare hør "Dead Or Living" der minder om noget tyskerne kunne have lavet i deres Uli Jon Roth fase. Men også en smule blues kan man skam finde her, desværre er der så godt som ingen spor af bandets kraftfulde lyd fra deres velmagtsdage under N.W.O.B.H.M. Så er man til de første par plader der uden tvivl hører til klassikerne, så hold nallerne væk, men er man til hard rock med en snert af blues, kan man roligt give den en tur i anlægget.