Det var en simplere tid, vi klagede ikke

Nogle gange støder man på en plade, der får nostalgibarometret helt op at ringe. En plade, der bringer minder frem, fra før man blev mavesur og elitær over for alt, der ikke var mindst 65 % trve og bare rimede på core. Det var en simplere tid, dengang i de, for mit vedkommende, spæde 00’ere. Man var ikke så kritisk over for musikken, det skulle bare lyde fedt og være noget, ”de gamle” kategoriserede som larm. Men det er ikke desto mindre det, der sker, når man lytter til Dethrxner’s debutplade Overthrxwn. Skulle man desuden synes, at det bandnavn virker bekendt, er det fordi, bandet tidligere gik under navnet DTHRNR.

Teenageår, der ikke behøver en opdatering

Så hvorfor får man dette nostalgitrip over Dethrxner? Ganske enkelt. Deres musikalske byggeklodser minder meget om dem, man kender fra det tidlige Linkin Park. På Overthrxwn er den alternative metal bare skiftet ud med diverse afarter af core og rap, men den blandede landhandel af elektroniske elementer er der dog ikke rørt ved. Måske er det også derfor, Overthrxwn udgives samme år, som Hybrid Theory har 20 års jubilæum.

Men inden man begynder at få forhåbningerne alt for højt op, så er Overthrxwn cirka lige så tæt på Hybrid Theorys niveau, som Jorden er tæt på planeten WASP-76b. Altså 640 lysår. Det virker ellers ganske lovende på introen ”This is the Real World” og ”T.R.A.S.H”, hvor sidstnævnte får en hånd af Cabal. Der er alt, hvad man elsker fra core-genrerne. Råbekor, tonstunge breakdowns, løbe på stedet-riffs og hvad core-hjertet ellers kan begære. ”Untouchable” og ”Total Dominance” er også værd at fremhæve. De gæstes henholdsvis af rapperen KXDS og tatovøren Peter Fogtman Thomsen alias @petepatience, og numrene rammer hovedet på det nu metalliske søm. Men ellers er Overthrxwn et anstrengt bekendtskab.

Hvad der startede som en acceptabel Linkin Park-inspireret core-plade, udvikler sig hurtigt til et tragisk forsøg på at modernisere Limp Bizkit. Det er en blanding af standardiseret core med mindre selvstændig personlighed end fåret Dolly, rap med et dårligere flow end en frossen å og trap beats så malplacerede, at det næsten er komisk. Overthrxwn mangler i den grad en rød tråd. Numre som ”Take Nx Loss” og ”Lowerdose” har kun rapvokalen til fælles og stikker ellers i den diametralt modsatte retning. Førstnævnte er ligegyldig rapcore gæstet af Lifesick, og sidstnævnte er en gudsjammerlig dårlig blanding af trap og mumble rap, hvor graa giver en hjælpende hånd. Jeg kunne nemt forestille mig, at Overthrxwn ville blive bedre modtaget i rapkredse. Det er i hvert fald det publikum, kunstnere som Ghostemane og Ho99o9 bliver markedsført til, selvom nogle metalsites af og til har behov for at nævne dem. Ydermere så er der gæster på otte ud af pladens elleve numre. De tre resterende er introen og to mellemspil kaldet ”(((brb)” og ”(afk)))” – to udtryk der også havde deres storhedstid i starten af årtusindet. Men at have gæster på alle reelle numre giver også et indtryk af et band, der ikke er helt trygge ved at stå på egne ben og i stedet skriver numre centreret om, hvem end gæsten er.

Spredehagl rammer sjældent præcist

Om Overthrxwn er en seriøs plade, er svært at vurdere. Dethrxner viser, at de sagtens kan lave en nyfortolkning af nu metalæraen, men pladen falder hurtigt ned på et niveau, hvor den nu metalliske teenageangst og behovet for at skille sig ud vejer tungere end at skrive en samling velfungerende numre. Havde bandet bygget samtlige numre på hardcorefundamentet, man kendte fra DTHRNR, ville jeg ikke være i tvivl om, at Overthrxwn havde været en noget mere velfungerende plade. Måske endda en plade, der kunne have åbnet døren og budt ungdommen indenfor til den tungere metal, nøjagtig som Hybrid Theory gjorde det for 20 år siden.