Nye standarder for det ekstreme, men det er længe siden, de blev sat
Når der i dag tales om ”klassisk 80’er-thrash” glemmes det ofte, hvor forskellige udtryk selv den helt tidlige thrash havde. Et af de bands, der bidrog til det brogede billede, var tyske Destruction. Med deres markante patronbælte-look og infernalske, ødelæggende og ikke mindst sataniske proto-dødsmetal, var de med til at sætte nye standarder for, hvor ekstremt det hele kunne blive. Siden årtusindeskiftet har de udgivet en række roste albums, som har det til fælles, at de alle lyder mere som traditionel teutonsk thrash, så det er interessant at finde ud af om nyeste og nu 14. skud på stammen, Born To Perish, gør det samme.
Et ekko af ondskab
De kontante riffs, det høje tempo og Schmiers velkendte, vrede snerren på albumåbneren ”Born To Perish” fjerner den tvivl, der måtte være: De tyske veteraner har ikke tabt pusten, men fortsætter stilen fra de foregående albums. De bærende kræfter er som altid bassist/forsanger Schmier og guitarist Mike Sifringer, men det er, som om den nye lead-guitarist Damir Eskić har introduceret ekvilibrisme i soloerne i højere grad, end vi er forvænt med. Eskić byder såmænd også på en del mere både melodi og harmonier i det hele taget, og det fungerer generelt fint, men spørgsmålet er, om det er den rigtige vej at gå for et band med en fortid som Destruction? Vi får faktisk ikke et entydigt svar her på Born To Perish.
Det lægger først og fremmest en dæmper på aggressionerne, og ofte hører man mere traditionel, og dermed poleret, heavy metal snige sig ind i lydbilledet. På den anden side, når det resulterer i riffs og dynamik som i ”Butchered For Life” med det herligt meningsløse omkvæd om at blive ”slagtet for livet”, er det alligevel svært at klage. Introriffet på ”We Breed Evil” suger dig ubønhørligt ind, og ville have fungeret perfekt som åbningsnummer. På dette nummer og enkelte andre steder aner man et ekko af den ondskab, der engang var gruppens kendetegn, men som der desværre ikke er så meget tilbage af længere. Der er intet at udsætte på produktionen, og Destruction kan stadig fyre riffs af med de bedste, men i længden er der ikke nok rigtigt stærke sange og især for få medrivende omkvæd til, at det holder hele vejen hjem.
Solidt, men rutinepræget
Born To Perish er et sikkert og solidt stykke arbejde fra en flok rutinerede musikere, og fuldt på højde med bandets sidste mange udgivelser, men i 80’erne skilte Destruction sig ud fra mængden, og det gør de ikke længere. Det bliver derfor til syv lidt rutineprægede kranier, der længes tilbage til fortidens ondskab.
