Veteranerne i Destroyer 666 er tilbage med endnu et black/thrash-attack

Intens, men melodisk energiudladning af høj, høj kvalitet.

Nogle gange forbliver et band et kult-/undergrundsband på trods af årtier med kvalitetsmetal. Sådan kan man vel beskrive Destroyer 666’s skæbne. Siden midten af 90’erne har de smidt fire fuldlængde albums på gaden, og et antal ep’er også, alle med bandets typiske blanding af black metal og thrash. Sammen med stilmæssige kolleger som Absu og Desaster er de aldrig gået på kompromis med deres stil og forfaldet til andet end voldsom kvalitetsmetal. Skulle du ikke have stiftet bekendtskab med bandet, kan de med rimelighed beskrives som en god blanding af den svenske black metal a la Dissection, og thrash a la f.eks. Sodom.

Bandet disker op med en fantastisk gang sangskrivning, som er i liga med de store drenge. Numre som ”Live and Burn”, ”Hymn to Dionysos”, ”White Line Fever” og titelnummeret er alle fremtidige favoritter på min playliste. Flere steder fornemmer man en punket, Venom-agtig, og mere melodisk tilgang til sangene, end bandet har vist på de tidligere plader, dog uden at de på nogen måde skruer ned for intensiteten. Der er langt i mellem guldkornene inden for denne stil, men Destroyer 666 rammer plet.

De klassiske dyder holdes i hævd

Hvis du lige som mig efterhånden er blevet en gammel, sur mand (eller kvinde), der er mest tilfreds, når de klassiske heavy metal- og black metal-dyder holdes ved lige, er Wildfire et af årets højdepunkter indtil videre. Det thrashede trommespil, den riff-drevne stil, de hurtige soloer, vokalen der skriger ”HEAVY METAL!!” ud over det hele – det er her alt sammen. Vi får oven i købet thrashede råbe-kor og thrash vokal i det højere register flere steder. Wildfire minder mig uundgåeligt om, hvorfor jeg som ung dreng overhovedet blev interesseret i heavy metal.

Pladen kan opfattes som en hyldest til den ægte, klassiske heavy metal, tilført et skud black metal. Der er ingen svinkeærinder, fjollen rundt med eksperimenter eller dansen efter andres pibe. Bandet ved, hvad de vil, og det er at smadre derudaf! Pladen er en opvisning i effektiv eksekvering af alt, hvad jeg elsker ved heavy metal, og det er en klar kandidat til årets plade. Jeg får svært ved at komme uden om Wildfire, når regnskabet om årets plader skal gøres op!