Despairation - A Requiem In Winter's Hue

A Requiem In Winter's Hue

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog rock, Rock
Spilletid:57:47
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det tyske band Despairation, som jeg ikke tidligere er stødt på, leverer her deres femte album. Musikken er en særpræget blanding af alternativ rock og goth med indslag af 70’er-rocklyde og sågar en smule funk på nummeret "Cathartic Revelation". Hvis man kan forestille sig en let gotisk udgave af Spock’s Beard, bare uden den instrumentale ekvilibrisme, er man lidt tættere på Despairations særlige lyd. Strukturelt har en del af numrene træk til fælles med moderne goth-influeret metal (f.eks. Tristania) og enkelte steder med melodisk powermetal i mol, men den meget tørre og dagligstueagtige produktion og de ikke specielt tunge guitarer holder det hele nede i et alternativt pop-rock-format.

Despairations stil beskrives af deres pladeselskab som melankolsk rock, og det er strengt taget ikke helt forkert, for musikken er grundlæggende rock, og der er indslag af melankoli. Dog skal man lidt længere ind på cd’en, før melankolien sætter ind. Åbningsnummeret, "Kiss of Ashes" er f.eks. ganske positivt og nærmest muntert i tonen. Den kedelige produktion gør, at mange sange savner lidt "punch" F.eks. er trommerne ret spinkle på "A Lovelorn Requiem". Det bliver dog mere acceptabelt hen ad vejen, måske fordi andre elementer fanger interessen i stedet. Allerede tredje nummer "The One Who Ceased to Breathe" tager en nærmest Porcupine Tree-agtig drejning med et fedt hammond-groove og syrede harmoniskift i omkvædet. Man kunne måske også drage paralleller til Riverside på et nummer som "Letters from a Coffin", og jeg synes sågar jeg fornemmer lidt Ty Tabor-inspiration på "Lucid Lullaby" (det kan dog også tolkes som inspiration fra Steven Wilson i det poppede hjørne). Der er helt sikker også lyttere, der vil tænke på Anathema mange steder, f.eks. når de hører et nummer som "Farewell in Blue".

Generelt vil jeg sige, at jeg synes Despairation har mange fede ideer og umiddelbart lyder som o.k. musikere, men at de kunne bruge noget mere perfektionisme i udførelsen, navnlig produktionen. Trommelyden er aldrig helt god, synes jeg. Men kan man leve med lyden og med den klynkende, somme tider let hæse goth-vokal (der af og til bliver lidt for meget for mig), er "A Requiem in Winter’s Hue" en ganske hyggelig, om end spøjs plade, der vinder på gennemlytning.