Kan den metaforiske far stadig rocke?
Desert Storm er et band af den efterhånden store skare af britiske grupper, der forsøger sig med sydstatsinspireret sludge og stoner-metal. Fra deres begyndelse i ’07 og med snart tyve år på bagen som leverandører af denne geografisk forvirrende blanding kommer de nu med opfølgeren til deres 2023-plade, Death Rattle, nemlig Buried Under The Weight Of Reason. Beskæggede mænd med lidt gråt i tindingerne viser ofte, især inden for genren, at de kan slå mindst lige så hårdt som de unge på scenen, og de første singler har givet udtryk for, at bandet var klar til at udvikle deres lyd. Lad os derfor se, om resten af pladen byder på samme progression.
Hvis han altså ikke mister pusten
De post-elementer, som gruppen også reklamerer med, og som var fremtrædende på Death Rattle, sætter sig lidt mere på bagsædet i denne omgang. Dette for at give plads til en udgave af deres lyd, der i højere grad giver indtryk af at være stoner, som lige har været en tur forbi sludge-fabrikken og er ret sur over det. Det melodiske og balancerede harmoniske udtryk er forkastet til fordel for en grimassefremkaldende bluesrytmik. Forsanger Matt Ryan lyder som en vred bjørn af en mand, og produktionen er blevet markant mere aggressiv. Pladen er nemlig utrolig velproduceret, som især er mærkbart i rytmesektionen. Trommerne har fået en fokuseret klarhed, der i kombination med Elliot Coles evne til dynamik egner sig godt til dikotomien mellem barske, tunge riffs og introspektive jam-sektioner på de første tre numre. En tung bas får bundet trommer og guitar flot sammen og lyder massiv i bunden som drivkraften bag adskillige sektioner, såsom det Tool-lignende, melodiske riff på ”Shamanic Echoes”.
De første tre sange fungerer glimrende i denne forstand. På ”Woodsman” sidestilles smukke akustiske jam-sektioner med et headbang-værdigt vers, drevet af et fælt, faldende guitar-riff. På åbningsnummeret, ”Newfound Respect”, brøler Ryan sin vej hen over overgange ind i groove efter groove. Men som pladen færdes videre, lader det til, at Desert Storm begynder at miste pusten. ”Rot To Ruin” har en intro på mere end et minut, der i sin længde formår at blive retningsløs og overhovedet ikke passer til det, der kommer efter. Nummeret slutter ligeledes med en lang, repetitiv akkord-struktur, der lidt fiser ud i intetheden uden at have efterladt det store indtryk. De mest forvirrende valg træffer bandet dog med de sidste numre, som alle er forholdsvis korte og i større grad hardcore-inspirerede. Ryan prøver sig frem med en meget svag, klassisk hardcorevokal på ”Dripback”; en sang, der ser bandet levere genren langt under middel og fuldstændig uden kant. Sangen lader ikke til at høre til på samme plade som de foregående stonersludge-numre. Dette er ikke blot, fordi det er en helt anden genre, men også da den mangler den barskhed i udførsel og den kompositionsmæssige tankevirksomhed, som bandet i det mindste har prøvet at udvise i albummets tidligere numre.
De forvirrende valg slutter ikke her. Slutnummeret, “Twelve Seasons”, er skuffende på alle punkter. Med tanke på hvor stærkt Buried Under The Weight Of Reason startede, er de tre hovedriffs, som nummeret består af, egentlig bare lidt kedelige og faragtige på den ucharmerende måde. Og omkvædet har ingen drivkraft bag sig. Hvis ikke kvaliteten allerede var begyndt at dykke fra fjerde nummer på albummet, så havde det været noget af en lussing at møde dette nummer til sidst. Trods det mærkbare fald i kvalitet fra sang til sang, så skuffer dette sidste nummer stadig.
Op på løbebåndet igen
Det overordnede indtryk af pladen ender dermed med at føles, som om bandet går sukkerkold i løbet af processen. De kommer hårdt fra start med veludførte, sludgede numre med plads til eksperimenter, men desværre mister de evnen til at hæve niveauet lidt under halvvejs. Først giver de os noget uinteressant, og i et forsøg på at rette op på det giver de os noget dårligt. Dette er synd, fordi produktionen er sublim; alt lyder egentlig godt, men et eller andet går desværre bare tabt i formidlingen samt sangskrivningen. Balancen mellem meditation og aggression mister fokus, og dermed kanten. Det er ikke helt slemt, men det er heller ikke godt.