Demersal - Less

Less

Udkom

Type:Album
Genre:Blackened hardcore/screamo
Spilletid:31:12
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Som om vinteren ikke var mørk nok…

Savner du frustration, vrede og afmagt i dit liv? Frygt ikke; Demersal har løsningen. Med Less leverer den odenseanske kvartet nemlig en hidsig omgang blackened hardcore – præcis som de gjorde på ep’en To Mend a Yellow Wound fra 2017. Dengang lyttede jeg til pladen og blev faktisk ganske imponeret, så nu er spørgsmålet selvfølgelig, om debutalbummet Less kan følge trop. 

Less is more

Undrer du dig over, hvorfor pladen hedder Less, så kast et blik på tracklisten. Her møder vi – ikke just opløftende – titler som ”Relentless”, ”Homeless” og ”Worthless”, hvoraf sidstnævnte sågar består af to dele. Der er absolut ingen tvivl om, hvilken stemning Demersal ønsker at skabe, og hvilke temaer deres musik behandler: Det her er mørkt, kaotisk, klaustrofobisk – men også en smule lækkert.

Demersal formår nemlig at kontrollere kaosset og kreere nogle potente, stedvis poetiske numre. Dette beviser drengene allerede på første nummer, det flotte ”Amends”. Efter et halvt sekunds guitarstøj bryder frontmand Viktor igennem med sin skingre stemme, og resten af bandet blander sig hurtigt. Det støjer og skraber, larmer og ramler – men på den fede måde. Undervejs sættes tempoet en anelse ned, nummeret får en fin dynamik, og cirka halvvejs igennem overrasker bandet med stilfærdigt trompetspil! Det virker måske underligt eller ligefrem påtaget, men faktisk tilføjer trompeten en flot melankoli. Godt træk, Demersal.

Det er ingen hemmelighed, at de ni numre på Less minder en del om hinanden – måske med undtagelse af trompetindslaget ovenfor. Indimellem betyder dette, at pladen kører i tomgang, eksempelvis på ”Relentless”, men i det store hele er Less en solid præstation, der nok skal skaffe bandet nye fans.

Særligt i midten af pladen får vi tre stærke numre: ”Less”, ”Failure” og ”Homeless”. På førstnævnte udnytter bandet sine to vokalister til at skabe god variation i lyden, og på ”Failure” stråler den instrumentale side med både kaosriffs og en nærmest stillestående passage. Dejlig kontrast. På ”Homeless” går det hele en smule langsommere, guitaren er mere melodisk, og nummeret får et groovy islæt.

Kaoskontrol

Efter en lille halv time rammes vi af lukkeren ”Worthless Pt. 2”, og trompeten fra første nummer er tilbage i ørerne. Nummeret binder en fin sløjfe på albummet, og Demersal har sagt, hvad der var at sige. Less er en flot præstation – helt på linje med deres tidligere arbejde – og er du til bands som Hexis, Telos og The Psyke Project, bør du bestemt give Demersal en chance.

Tracklist

  1. Amends
  2. Thoughtless
  3. Relentless
  4. Endless
  5. Less
  6. Failure
  7. Homeless
  8. Worthless Pt. 1
  9. Worthless Pt. 2