Demersal… og hvad er det nu lige, at det betyder?
Da jeg takkede ja til at anmelde Demersal, tænkte jeg straks; Hvad fanden betyder Demersal egentligt, så jeg måtte i gang med at undersøge. Det viste sig at være en zone i vandet tæt på havbunden, hvor småyngel og bundfisk bevæger sig - ideel til trawling. Interessant. Det vækker selvfølgelig en del spørgsmål, hvorfor man vælger et så kreativt navn. Er man bange for at blive spist af større fisk, eller for at synke til bunden af havet? Funderer man over den døende havbund, eller var man pisseligeglad og slog et tilfældigt ord op i ordbogen? Uanset hvad, så er Demersal tilbage med deres andet fuldlængdealbum Demersal. Bandet spiller blackened hardcore/screamo og er defineret af temposkifts, deres balance af ømme og aggressive momenter og Viktor Ravns skrigende vokal. Tilbage i 2020 gav vi deres debut Less syv kranier, og året efter fik EP’en Death Routines seks kranier, så lad os håbe at Demersal får vendt den nedadgående kurv som enhver havn i en storm.
De fleste skatte er på bunden af havet
På Demersal er der både mange følelser og dimensioner på spil. Det er svært at finde balancen, uden at det kammer over, men flere steder gør danskerne det ganske fremragende eksempelvis på åbningsnummeret ”Flakkende som tusinde lys”, hvor lyrikken ”mærker mit ansigt svæve i det mørke vand, mens alle mine minder bliver til små prikker i overfladen, flakkende som tusinde lys” fremkommer. Det er blevet mere moderne at fremvise sine følelser i metal, og tidligere på måneden anmeldte jeg danske Omsorg, som også bruger det danske sprog som deres virkemiddel på samme vis. Forskellen er dog, at Demersal bruger en større palet af virkemidler og er gode til at fremsøge muligheder blandt andet i form af samarbejde med andre kunstnere. Det har resulteret i, at vi på Demersal kan nyde godt af både klaver, keyboard, fløjte, cello og trompet, og det er jo et sandt slaraffenland af instrumenter. Et nummer som ”Something” ville intet være uden disse elementer, men klaveret i indledningen (udført af Asbjørn Rud Mathorne) eleverer nummeret, og den hviskende vokal er både intimiderende samt intim. Det er svært at vælge et favoritnummer fra Demersal, men ”Bedrager” kunne snildt være pladens galionsfigur. Den aggressive indledning kombineret med Viktors skrigende vokal er guld værd, og det efterfølgende c-stykke, hvor guitar og trommer leger stop-dans, er helt eminent. Det er anderledes, uventet og i en nøddeskal netop hvad Demersal kan – nemlig at overraske med deres musik. Demersal er ikke den plade, jeg forventede – men den er akkurat, som jeg håbede på.
Demersal slipper dog ikke for en smule kritik. Det er synd, at bandet har inkluderet engelske numre, når de er så gode til at formulere og skrive lyrik på dansk. Rimene på ”Will Never Shows” er for basale, og generelt er det engelske skrevne niveau under det danske. Nogle steder fader vokalen også for meget ud eksempelvis midtvejs igennem ”Kunsten At Slå Tiden Ihjel”, hvor vokalen er så fjern, at den mere er en sidenote end et instrument. Viktors skrig fungerer upåklageligt som kontrast til den rolige baggrundsmusik, så det er synd, at den ikke bliver brugt til fulde.
På kollisionskurs mod succes
Demersal er et voksent og modent værk, som skal bydes velkommen med åbne arme. Screamo-genren er langsomt i opblomstring i Danmark, og de maritime danskere er med deres eponyme opfølger bestemt en af genrens frontløbere. Pladen udviser stor variation, er spændende på instrumentfronten, og koger hele herligheden flot ned til 35 minutters dejlig musik. Selvom skivens engelske indslag er knap så stærke, viser bandet, at de kan begå sig på flere sprog, og Demersal er helt sikkert på kollisionskurs mod (endnu mere) succes.
