Hektisk hardcore-hurlumhej
På opdagelse i det ukendte
Indrømmet. Japansk death metal er ikke noget, jeg hører hver dag. Faktisk er det utrolig sjældent, og når jeg tænker mig om, kan jeg nok ikke nævne andre navne end Defiled. Og det er kun, fordi jeg kender navnet som et, der har været fremme i en del år efterhånden, og som har udgivet mere end en håndfuld plader. Da deres nyeste plade, Horror Beyond Horror, forleden landede i redaktionens postkasse, tænkte jeg: ’Tja, hvorfor ikke? Dem vil jeg da gerne blive klogere på.’ Men det skulle vise sig at være noget ganske andet, end jeg troede.
Hvor mange temposkift kan man proppe ind i ét nummer?
Først og fremmest er der slet ikke tale om traditionel death metal, når vi snakker Defiled. Det mærkat skal vi lige have pillet af. Vi er nærmere ovre i noget progressiv thrash med elementer af oldschool death metal, hardcore og en masse punk. Ikke at det på nogen måde er dårligt, men det kræver lige lidt omstilling, når man forventer en omgang død. Nuvel, når man lige har ædt præmissen, er Horror Beyond Horror ret så spændende. Primært fordi jeg, hånden på hjertet, aldrig har hørt noget lignende. Det er fede riffs over hele paletten, eminent trommespil og solid, ond Tom Araya-agtig vokal. Men man skulle tro, at de fire japanere har haft væddemål og eksperimenter kørende om, hvor mange forskellige taktarter, breaks og temposkift man kan benytte på et enkelt nummer, endsige en hel plade. Og resultatet er: MANGE!
Titelnummeret, “Syndicate”, og “Trojan Horse” er rigtig fede skæringer, hvor alle de ovennævnte tekniske virkemidler er lige så imponerende, som de er mange, trods det uomtvistelige faktum at man som lytter bliver helt forpustet. Ligeledes er “Replicator Dynamics” og “The Chains” fantastisk flotte kompositioner, men Defileds hang til teknisk blær og showmanship bliver i perioder også for meget. Hør bare “The Terminal Phase”, som er en værre omgang rod. Her efterlades lytteren fuldstændig rundforvirret, og selvom trommeslager Keisuke Hamadas indsats er i verdensklasse på samtlige af pladens 41 minutter, bliver det for meget af det gode. Kan han overhovedet klappe på 2 og 4, eller formår han kun at markere 3, 7 og 19?
Bortset fra at de flotte tekniske detaljer er alt for mange, er et af albummets største svagheder dets produktion. Når punk- og hardcore-elementerne på en plade fylder så meget, som det er tilfældet her, må produktionen godt lyde, som om pladen er optaget på et råddent kælderbadeværelse med mudder og pis på gulvet. I dette tilfælde tror jeg bare ikke, den dårlige lyd er fremmanet med fuldt overlæg. Vokal og trommer ligger utroligt langt fremme i lydbilledet på bekostning af guitaren og især bassen, som næsten ikke er hørbar. Det resulterer i, hvad der næsten kun kan være utilsigtede tribal-vibes, som hvis midt-90’er-Sepultura viste sig at have en japansk hardcore-pendant.
Hvad har jeg lige hørt?
Jeg må starte med at konkludere, at Horror Beyond Horror ikke kan beskrives fyldestgørende, uden at man som læser af denne anmeldelse også giver musikken et lyt. Det er så hamrende tosset og kaotisk med sine utallige breaks, temposkift og konstant skiftende, skæve taktarter, men det er samtidig meget imponerende og yderst dragende. Aldrig har jeg nydt en sonisk rodebutik så meget.
Man skal nok ikke høre pladen fra start til slut uden afbrydelser, medmindre man rigtig gerne vil have adskillige epileptiske anfald undervejs. Det er en voldsom udfordring at følge bare en lille smule med i japanernes flippede univers. Men uanset hvor særpræget Defiled må lyde, når de febrilsk presser tekniske særheder ind alle vegne, kan det noget. Horror Beyond Horror er ikke årets album, men det er bestemt heller ikke uinteressant, når man først har købt præmissen.
