Deez Nuts - Binge & Purgatory

Binge & Purgatory

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hardcore, Nu Metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Deez Nuts?

Deez Nuts er et australsk hardcore punkband dannet i 2007, efter at nogle af bandmedlemmernes tidligere metalcore-band, I Killed The Prom Queen, gik i opløsning. Deez Nuts har taget hiphop-kulturen til sig og fusioneret den med moderne, hård og rå hardcore punk. Dette kan høres på mange af deres tidligere sange, hvilke primært har haft fokus på oprør, fest og druk. Denne fusion er blevet til en stor succes for Deez Nuts, der med deres energiske riffs, rappede vokaler og ”fuck alting”-attitude har fået ros fra kritikere og fans hele verden over. De er nu klar med deres nyeste udgivelse, Binge & Purgatory.

En ny drejning

Udgivelsen af Binge & Purgatory stiller tre meget vigtige spørgsmål: Hvordan kan et hardcore punkband med rappede vokaler, som Deez Nuts, holde sig relevant i 2017? Er ”rapcore” blot et fejlslagent kulturelt eksperiment, der skulle være blevet i starten af 00’erne? Er Binge & Purgatory det rigtige skridt ind i fremtiden for Deez Nuts?

Som nævnt i introduktionen har Deez Nuts tidligere primært skrevet sange om druk, stoffer, sex osv. De har dog lovet at distancere sig fra party-punken og fokusere på at skrive betydningsfulde tekster med mere dybde. For at sige noget positivt holder de deres løfte… Dette har de opnået med inspiration fra deres turnéoplevelser. Eksempelvis stiller sangen ”Commas & Zeros” nutidens musikere spørgsmålet ”ville du stadig spille din musik, hvis ikke det var for pengene?” – altså en kritik af musikere, der lyder som alle de andre, rider med på bølgen og får garanteret succes. Underlægningsmusikken til teksten lyder dog som en Limp Bizkit-sang, og nogen vil måske ironisk nok sige, at den og adskillige af sangene fra Binge & Purgatory rider videre på en forældet bølge.

Der er en vis stilforvirring i Deez Nuts’ sangskrivning og komponering. Nogle af sangene, som (igen) ”Commas & Zero” og ”Discord”, lyder desværre som billige kopier af fortidens nu metal. Man fristes til at sige, at det lyder som et uinspireret hardcore punkband, der er løbet tør for ting at brokke sig over. Man kan sige, at Binge & Purgatory når rundt om de fleste hjørner, når det kommer til rebelsk hardcore punk, men det lyder ikke, som om det er meningen… Forstået på den måde, at albummet som helhed mangler fokus. Sangene er skrevet med så forskellige stilarter i tankerne, at det føles, som om man hører fire forskellige albums.

Man har hørt det før

I forsøget på at blive taget seriøst ender de med at miste deres råstyrke og ”fuck alting”-attitude, som de tidligere har demonstreret. Det eneste positive, jeg har at sige, er, at Deez Nutz viser, at de har mod på at bevæge sig frem ad og synge om mere end bare druk og stoffer. Den samlede pakke fungerer bare ikke.

Tracklist

  1. Binge
  2. Purgatory
  3. Antidote
  4. Commas & Zeros
  5. Break Out
  6. Discord
  7. Lessons Learned
  8. Carried By Six
  9. Cakewalk
  10. For What It's Worth
  11. Hedonistic Wasteland
  12. Remedy
  13. Do Not As I Do