Et ønske om frigørelse og individualitet
Thelema er navnet på den tankegang, som den i metalkredse navnkundige okkultist Aleister Crowley hævder at have fået dikteret af en ånd ved navn Aiwass i 1904. Navngivet efter et oldgræsk ord for vilje er religionens grundsætning: ”Gør din vilje skal være lovens helhed”. ΘΕΛΗΜΑ er navnet på den græske black metal-trio Deciphers andet album, der efterfølger 2023’s vrede og ondsindede Arcane Paths to Resurrection. Den plade genopfandt ikke nødvendigvis hjulet med hensyn til riffskrivning, men tilbød en ærlighed og råhed i udførelsen, der virkede lovende. Men er Deciphers vilje med deres anden plade, uden deres oprindelige vokalist, at skille sig ud i den større tradition af græsk black, eller vil de blot følge i fodsporene på de andre?
Black metal med mening og omtanke, der nogle gange glemmes
ΘΕΛΗΜAs første riff lader lytteren svømme i en ondskabsfuld og dissonant suppe, imens guitarist Kostas Gerochristos, der har overtaget hovedvokalen, brøler i et lavere og mere sjælefyldt register end sin forgænger ved mikrofonen. ”Return to Naught” tilbyder en næsten ustandselig ravage af blastbeats og onde guitarharmonier, kun afbrudt af et nedtempostykke, der leger med myrekrybsinducerende mikrotonale dissonanser. Disse eksperimenter går igen på pladen: Tredje sang, ”Seven Scars”, tilbyder et fængende, faldende melodisk motiv mod slut, som giver fornemmelsen af at blive ustandseligt trukket ned i afgrunden. ”The Black March” slutter med et skingert riff højt på gribebrættet, produceret til at give en utroligt skrøbelig følelse. Øjeblikke som disse er fuldstændig fordybende på et emotionelt plan; her er den sangskrivningsmæssige friskhed, der manglede på den forrige skive.
Desværre mangler Decipher endnu evnen til at forblive opfindsomme hele vejen igennem. De spiller tight og aggressivt, ikke mindst drevet frem af Nodas Chatzopoulos’ hadfyldte tæsken på trommerne, men der er desværre momenter, der ikke er nær så musisk inspirerende. Man ender her med at sidde og vente på, hvornår det næste unikke dukker op. Riffet efter den tvedelte intro på ”Hail Death” er et godt eksempel: Her mister man sin fordybelse i den ondskabsfulde fornemmelse, introen lige har etableret, fordi det efterfølgende bare er et standard tremoloriff. Det er ikke som sådan dårligt; det mangler bare den samme pondus som de mere nytænkende idéer. Flere numre lider desværre af samme problem såsom ”Bound to the Wheel”, der sluttes på kedelig manér med en uinteressant akkordrundgang efter en ellers stærk og sjælden black metal-solo.
Hvis ikke det sluttede så abrupt, ville albumlukkeren ”Litany” fremstå som det stærkeste nummer på pladen. Hvor den overordnede emotionelle kvalitet igennem ΘΕΛΗΜA har været ondskabsfuld, melankolsk vrede, skrues der her op for det melankolske til et depressivt niveau. Det tilbagevendende melodiske motiv drukner i tristhed, og vokalen, lagt i lag, er bitter og næsten bedende. Desværre slutter klagesangens prædiken efter kun tre minutter, lige når man er begyndt at komme ind i den meditative tristhed, som nummeret prøver at fremkalde. De resterende to minutter bruges blot på en lidt skuffende stemningsambience.
Meget ’killer’, desværre tilsat en sjat ’filler’
Indtrykket af ΘΕΛΗΜA er omskifteligt: Hovedsageligt er man fortabt i en gribende suppedas af samtidigt onde og hjerteskærende akkordstrukturer og melodier, drevet frem af en velproduceret og utrættelig rytmesektion. Men af og til får man desværre lov til at kede sig en smule med gamle tricks. Den hurtige og uceremonielle slutning på det mest gribende efterlader også en lidt skuffende smag i munden. Men alt er også leveret med en sådan aggression, at man næsten har lyst til at tilgive de fejl og mangler, der nu er. ΘΕΛΗΜA er i hvert fald ikke på nogen måde en dårlig plade og lover forhåbentligt noget endnu større fra Decipher i fremtiden. Der er en vilje, et Thelema, til at skille sig ud, hvilket for det meste udleves. Der skal bare en smule mere til, før det bliver rigtig godt.