En lidt ærgerlig drejning fra sidste album, men godt for Death-fans!
Da jeg første gang hørte tyske Dark Millenniums debutalbum, Ashore the Celestial Burden, var jeg helt og aldeles tryllebundet. Det er virkelig et band, der kan finde ud af at bringe den intensitet, der ikke må mangle i dødsmetal, helt til tops. Det har altid været tydeligt, at de er meget inspirerede af Death, og specielt vokalisten Christian Mertens gør alt, hvad han kan, for at lyde som Chuck Schuldiner. Det gør som sådan ikke noget, når musikken er så fed, men på deres nyeste album, Acid River, virker det, som om noget er gået galt i formularen. Jeg havde gerne set, at de havde holdt sig mere til lyden på tidligere albums og demoer, men det er selvfølgelig også smag og behag, om man kan lide sin dødsmetal hård og harsk eller mere melodisk og teknisk. Med det sagt synes guitarriffs og bas en smule genbrugt fra én sang til en anden, men der er da fede melodier imellem, og trommerne sidder lige i skabet.
Synthesizers og éns guitarintroer en masse
Ligegyldigt hvilken Dark Millennium-udgivelse, man lytter til, er der ingen tvivl om, at alle bandmedlemmer har en gennemøvet og formidabel teknisk kunnen, og at det er gruppe, der ved, hvad de laver, det er vigtigt at slå fast. Til gengæld føles det, som om at nogle af de ting, som de synes, er gode idéer, er nogle af de svageste punkter ved pladen og også dem, der stikker mest ud. Det første, jeg lægger mærke til, er, at alle numrene næsten er præcis lige lange (omkring 7 minutter og 5 sekunder)! Om det er et internt eksperiment om at arbejde indenfor bestemte rammer, er svært at sige, men det virker lidt som en overflødig idé, der mest bare er til for at trække numrene i langdrag og gør dem mere uinteressante. Et par af numrene havde helt sikkert været bedre, hvis de havde været en smule kortere, f.eks. “The Verger”, hvor riffene bliver repetitive og ikke giver samme progressive følelse som på tidligere udgivelser.
Hver eneste sang har også en uopfindsom og overflødig clean guitarbid, som måske kunne have fungeret, hvis de kun blev brugt på intronummeret. Det mest mislykkede ved dette album er dog synthesizerne. Når de spiller hen over guitarerne, lyder de malplacerede og out of place. Og udover det er der også hele elektroniske sektioner, der mest af alt minder om ventemusikken, når man ringer til borgerservice.
Schuldiner-vokalerne på albummet er til gengæld ret så stærke og flerfacetterede og giver albummet et ekstra kick. Der er styrke, saft og kraft og intensitet i stemmen, og ikke en eneste gang bliver der brugt clean vokaler. Det tror jeg, er godt, for med et så melodisk album spækket med elektroniske sektioner og clean guitarspil ville det nok blive et hak for meget.
På nummeret “Godforgotten” forsøger bandet sig også med en nærmest powermetal-agtig vibe, der slet ikke passer ind med resten af sangene. Dog er det isoleret set en ret interessant sang, der indeholder nogle fede temposkift og spændende guitardele. Det virker, som om bandet rigtig gerne vil give albummet en episk stemning. Det formår de at gøre ret godt, og det havde virkelig skinnet igennem, hvis bare sangene havde været en smule mere interessante. Det er ikke kun på grund af uopfindsomheden, at det ikke lyder spændende, det er også fordi, der måske er blevet lagt lidt for meget fokus på melodien og ikke så meget på at gøre det tungt. For meget leadguitar og synthesizers giver albummet en lidt tynd og ikke fyldestgørende lyd, og det er ærgerligt. For hvis man har hørt Ashore the Celestial Burden, ved man, at det ikke er et problem for dem at spille tung musik. Trommespillet på albummet er dog nok det bedste element på pladen, og deres trommeslager, Andre Schaltenberg, trykker den virkelig af med energi, tempo og entusiasme.
Bedre held næste gang
Dark Millennium har eksisteret siden 1989, og der er ingen tvivl om, at de er garvede musikere, der kender hinanden og deres fanbase og ved, hvad den vil have. Så mon ikke de igen på et tidspunkt vil vende delvist tilbage til den lyd, som de blev kendte for at mestre dengang? Det kan man i hvert fald håbe på, hvis det er det, man er til, men én ting er sikkert. Flere synthesizers er ikke lig med mere progressivitet, og melodi er ikke en undskyldning for uopfindsomhed.
Med det sagt er det ikke et forfærdeligt album. Der bliver spillet på livet løs, og bandet giver os ingen tvivl om, at de stadig er glade for at spille musik. Det kan jo kun være gode nyheder, for det betyder, at de nok ikke stopper foreløbig, og det er jeg glad for. Det er en interessant gruppe med en masse idéer, og man kan jo heller ikke ramme plet hver gang.