Sært kan være godt

I forhold til resten af det musikalske spektrum er metal en sær størrelse. Støj, larm og kaos forklædt i en trenchcoat af organisering. Dog er netop sært nok en god beskrivelse af metallen. Sporer man netop ordet sært, eller nærmere bestemt det engelske “weird” tilbage til det 15. århundrede, så betød det dengang skæbne og staves wyrd. Så med den dedikation, som metalscenen har over for genren, så giver det meget god mening, at italienske Crawling Chaos har kaldt deres seneste skive Wyrd.

Mainstreamen er ikke værd at stræbe efter

Musikalsk set, findes der dog langt mere sære bands end Crawling Chaos. Men deres pærevælling af lidt deathgrind og dødsmetal i varierende grader af melodi og prog, er dog alligevel ikke helt gængs.

Efter introen “The Garden of Earthly Delights (Part 1)” viser “Three Times Three”, at Crawling Chaos nok har læst deres Misery Index, men også lykkes ganske glimrende med at lade grindhærget møde sine mere melodiske og atmosfæriske modpoler i bandets egen fanfiction. På stort set resten af pladen lyder det dog til at bandet har hyret en popsmart brandmanager, der, koste hvad det vil, har bestemt sig for, at Crawling Chaos skal have en smagsprofil som danskvand med citrus. “Veiled in Secrets” og “Nomen Omen” lyder som en hedengangen Aldi-udgave af nyere Decapitated, let parfumeret med billig Kataklysm-eau de toilette – eau de parfum er alt for dyrt – hvor alt, som kunne give lidt kant og karakter, er holdt på et minimum for Gud forbyde da, at du nogensinde ville kunne udpege Crawling Chaos fra resten af det moderne dødsmetalfelt.

Det eneste nummer, udover “Three Times Three”, som næsten formår at distrahere brandmanageren nok til at give lidt kant, er “Torches Ablaze”. Et fedt guitarspil hvor atmosfære og melodi trækker nummeret mod mystikken og det ukendte, hvor kreative melodier og solidt tempo til sidst lader en fremragende guitarsolo træde ud af tågen. Småatmosfærisk melodød er ganske vist intet vidunder, men når man skal trækkes med “To the Furies”, som nærmest går Oceans på deres mest Korn-lydende i bedene, så skal der ikke meget til for at gøre sig positivt bemærket. Hvilket også nemt forklarer, hvorfor “Nails of Fate” og “Necromancer” huskes. Begge numre lider frygteligt under deres pæne “villavovseogvolvo-Benighted"-lyd, men førstnævnte har et imponerende progget og stemningsfuldt basdrevet stykke, som viser en side af Crawling Chaos man derefter savner mere, end Grønland savner amerikanske “turister”. “Necromancer” har ligeledes et dragende nærmest futuristisk klingende stykke, hvis korte eksistens igen viser, at der er nogen eller noget, som aktivt forsøger at mase Crawling Chaos ind i et mainstream-segment, hvor de slet ikke hører hjemme.

Gestikuler vildt og håb på det bedste

Jeg ved ikke hvilken italiener, der fortjener en flad men at insistere så hårdt på, at den melogrindede dødsprog, som Crawling Chaos lægger for dagen på Wyrd, absolut skal vandkæmmes og i søndagstøjet, er en brøler, som jeg næsten forventer, The Atlantic dækker. Dermed ikke sagt, at italienerne mangler evnerne. Når bandet endelig får lov, så skorter det bestemt ikke på hverken melodiske riffs, fræsende tæv, eller kreative teknikker. Men Mamma Mia, hvor mangler den musikalske tomatsuppe krydderier. Hvad der kunne have været et spændende dyk ned i en melodisk side af Misery Index og Benighted, ender desværre fladt og kedeligt.