Oh hi, Andrew!
For et par måneder siden fik vi en besked i vores indbakke fra en fyr, der kaldte sig Andrew Thrasher. Han skrev om sit band, Cosmic Jaguar, et tech-avantgarde-thrash-band fra Ukraine med et lyrisk fokus på aztekisk mytologi (tak for kaffe!). Korrespondancen mellem hr. Thrasher og os løb egentlig ud i sandet, som den slags jo nemt gør. Men nu er det agurketid, og bandets nyeste album, El era del jaguar, er landet på diverse streamingtjenester, så måske er tiden inde til at se, om Cosmic Jaguar er det band, vi alle har gået og ledt efter i årevis?
Guitar? Guitar!
Det tager lige et øjeblik at dissekere konceptet ”ukrainsk tech-avantgarde-thrash inspireret af aztekerne” – for det er dælme lidt af en mundfuld. Hvilket egentlig er passende, for det er musikken også. Jovist, der er da rigeligt med elementer, der minder om klassisk Bay Area-thrash anno 1984; primært de basale rytmeriffs og skælde-ud-vokalen, men samtidig virker det til, at bassisten Sergiy Bondar er større fan af Steve DiGiorgio end af Cliff Burton. For udover Bay Area-thrashen så er der en hel del Death (primært de senere udgivelser som Symbolic og The Sound of Perseverance) over El era del jaguar – hvilket i det store hele er klædeligt, for hvem elsker ikke de skiver?
Men hvad så med hele det aztekiske element, hvordan kommer det til udtryk? Se, det må være her, hvor bandet selv mener, de bliver avantgardistiske – andre ville nok mene, de blev folk. For diverse folkeinstrumenter sniger sig konstant ind hist og pist som bongotrommer, fløjter og diverse rasleaggregater, og ligeså dukker der også lidt flamencoguitar op nu og da – ergo bliver både aztekerne og de spanske conquistadorer repræsenteret rent sonisk. Eksempelvis er der slutningen på ”Solar Logos”, som er en ganske fin flamencopassage, der, selvom den kommer totalt ud af det blå, fungerer ganske fint. Helt generelt er der ikke en finger at sætte på Cosmic Jaguars musikalske evner; de er vanvittigt dygtige, og deres legesyge er lige dele bemærkelsesværdig og beundringsværdig. Sangskrivningen kunne dog godt være bedre, for bandets legesyge spænder til tider ben for dem, for de vil flere ting, end de reelt set kan mønstre – eller i hvert fald få til at fungere. Tag nu sangen ”Ashes in Eyes”, som har en kvindelig gæstevokalist med i omkvædene. Hun er ikke dårlig, men hendes sangstil matcher bare ikke resten af nummeret. Ligeså bliver Bondars vokal lige anstrengende nok i længden.
Dog opvejer de meget af dette qua de absurd mange drønlækre guitarriffs og guitarsoli, som, heldigvis, er kernen i musikken. Hvis man har gået og savnet 1980’ernes guitaronani, så er El era del jaguar virkeligt et fiks, der vil noget.
Alle gode gange tre!
Cosmic Jaguar er nogle virkeligt kompetente herrer, som har fat i den lange ende. I en tid, hvor inflationsraten i metalverdenen er på omtrent samme niveau som i Argentina er deres kombination af thrash, tech-death og mesoamerikansk folk, som giver dem et ganske unikt udtryk, bestemt ikke en dårlig ide. El era del jaguar er et fornøjeligt og underholdende værk med masser af gode ideer, men der er plads til forbedring. Men ikke desto mindre vil jeg da være noget hurtigere til at kaste mig over Cosmic Jaguar næste gang, de udgiver et album – og det bør du også være!