Kunsten at vente
At skrive et album er et stort stykke arbejde; at få det til at være et konsekvent mesterværk af en helhedsoplevelse er utrolig svært. I omkring syv år har vi nu ventet på næste indslag i Cenotafios diskografi. På den chilenske duos sidste plade, Larvae Tedeum Teratos, legede de med lange sange og et organisk mix, der fik alle elementer af musikken til at flyde sammen til et stort sammensurium af tremolo og blast-beats. Man kunne mærke, at det var en helhedsoplevelse, de forsøgte at skabe. Pladen manglede dog et element af spænding, og det medførte af og til en lidt skuffende fornemmelse af kedsomhed. Spørgsmålet er derfor, om de syv år, der er gået siden 2019, har tilladt Cenotafio at skabe et blackened death metal album, der for alvor udfordrer lytternes ører, og trækker dem ind i det kosmisk skræmmende univers, som bandet prøver at fremkalde med deres lyd.
Mor, kom og hent mig, jeg er bange!
Førstehåndsindtrykket af La escisión acausal: Por la via inversa hacia la descarnación er faktisk meget lig dets navn, der kan oversættes til ”Akausal opsplitning: Den modsatte vej mod afkødning”: det er forvirrende til uforståelighedens grænse. Det er derfor skræmmende på samme måde som andre ting, man ikke helt forstår, er skræmmende. Åbneren ”Atrabilis Taenia Solivm” udviser en produktion, der er blevet markant mere mudret og gennemsyret af fuzz i forhold til deres sidste plade. Det harmoniske udtryk fokuserer også langt mere på en sammensmeltning af dissonante passager, der udfylder alle lag fra bas til diskant på sådan en måde, at øret aldrig helt ved, hvad det skal fokusere på. Vokalen træder først i kraft halvvejs igennem de næsten ni minutter, som sangen varer, og tilføjer endnu et lag skjult i den rumklangsmættede lydmur.
Den bedste måde at beskrive helhedsoplevelsen af La escisión acausal er netop som én stor, kosmisk lydmur, man først bliver angrebet af og dernæst fortabt i. Fra første nummer bliver det nemlig kun mere forvirrende og fordybende. Det er et nærmest konstant, sonisk overfald med små øjeblikke, hvor man lige kan bide fat i noget og ellers er på bar bund med, hvor man skal begynde og slutte. ”Osario” starter så pludseligt, at nummeret på første lyt faktisk gav mig et chok og består derefter af sektioner i urelaterede skiftende tempi, der aldrig helt lader en blive komfortabel. På ”Acausal Escisión” og ”Nigredo Transfixión” lyder vokalen anstrengt på en umenneskelig måde, som fanget i grebet af en fremmed følelse.
Flere gange i mine noter står der variationer af ’Jeg er fortabt i sovsen’, og det er man på La escisión acausal, på en ret ubehagelig måde. Optagelserne er tydeligt uredigerede og rå, og trommerne går derfor af og til lidt ud af takt, hvor man også selv mister sit allerede skrøbelige greb om musikken. Guitarerne spiller enorme, komplekse akkorder med så meget distortion på og i så mange lag, at det nogle gange bliver til udefinerbar støj. På ”Orbis Coagula” slutter hver sektion lige lidt tidligere, end man forventer, og gør en rundtosset. Man føler sig samtidigt fanget og uvelkommen i dette lydunivers, som et insekt der har trådt uheldigt ind i en mørk guds hjem.
Sublimt gys
Fra de hører deres allerførste riff, der modvilligt fremmaner en grimasse, gennemgår mange metalelskere samme proces. Man bliver efterhånden vant til det, man har hørt, og det mister noget af sin effekt. Derfor søger man tungere og mere ekstrem musik i håb om at genskabe samme følelse og overraskelse. Nogle få ender med at nå ud til det outrerede punkt, hvor grænserne for produktionsteknikker og menneskelig spilleevne gør, at det ikke kan blive ”tungere”. Dem, der ikke ønsker at stoppe der, ligesom jeg, må finde en ny ekstrem følelse, som musikken skal indgyde. Det er i den emotionelle verden, som Cenotafio befærdes med La escisión acausal, ubehag. Denne plade er dybt ubehagelig at lytte til, den er skræmmende, grim og magtfuld, men den er også sublim i den oprindelige betydning af det ord: Det, der fremkalder ligeligt rædsel og ærefrygt. Man jages igennem hele oplevelsen af den nagende følelse, at noget dybt og gammelt ser en gennem musikken; nu er du advaret.