Selv Parks and Recreation i al evighed bliver et nej tak
Når man dør, lever sjælen efter sigende videre i en eller anden form for efterliv. Himmel, Helvede, Valhalla, Jannah, find eventuelt selv på flere mere eller mindre yndede steder at tilbringe resten af evigheden. Men smag lige på det ord. Evigheden. Altså for evigt og altid, uden der på noget tidspunkt er nogen, som baldrer nødstoppet for eksistensen. Hvor mange stjerner man end vil give sin endestation, så er for evigt godt nok lang tid at tilbringe det samme sted. Ærligt talt, så lyder det ret deprimerende. Det er måske på grund af disse fremtidsudsigter, at amerikanske Cardiac Arrest har kaldt deres seneste langspiller The Stench of Eternity.
Udvikling er for tabere
Uden at skulle iføre sig det store Sherlock Holmes-antræk, så kan de fleste nok godt gætte ud fra harceleringen mod efterlivet og det dødsrelaterede navn, at Cardiac Arrest spiller dødsmetal. Nærmere bestemt den gode gammeldags slags.
Det er ikke nogen hemmelighed, at old school død er mindre sjældent end mælkebøtter, men på “Maggotbrain” og “Victims to the Blasphemy” rusker Cardiac Arrest alligevel lidt liv i det gamle skelet. Nemlig ved at introducere endnu et gammelt skelet. Fra den thrashede Incantation-jam bygger bandet en formidabel bro til den primitive deathgrindede lyd, som Napalm Death bød på i start halvfemserne. Der er intet overlegent teknisk at finde. I stedet er det dundrende grindede stammerytmer, som tæver ustoppeligt derudaf, mens det absolut laveste hulemandsniveau, hjernen indeholder, nyder tilfredsstillelse på et nærmest idiotisk basalt niveau. Er man ikke så meget til kokaindrevne hulemænd, så kan Cardiac Arrest dog også klare et godt gammeldags groove. “Bullets are the Only Cure” og første halvdel af “From Civilized to Sadistic” er glimrende ambassadører for, at man egentlig ikke behøver mere end et veldrejet groove for at have et fedt nummer. Det er selvfølgelig holdt supersimpelt, og man er ikke i nærheden af at få udvidet sin horisont
Nu er der bare en meget stor fare ved at være trælbunden til virkemidler efter KISS-modellen. Hvis nummeret ikke sidder i skabet, så er det dødkedeligt. Og det er desværre, hvad de resterende seks numre på The Stench of Eternity er. Hvad end du begiver dig ud i “Means to and End”, “In the Name of Suffering” eller “This is How You Die”, så får du kastet det ene leverpostejsdødsgroove efter det andet i hovedet, som alle kunne være en musikalsk fortolkning af følelsesregisteret hos en vestjysk landmand. Og nej, et C-stykke med grind blasts er så langt nede på listen over diversitet, at det ikke tæller.
Evighedens middelmådighed
Det havde også klædt Cardiac Arrest, hvis de enten havde givet sidste halvdel af “From Civilized to Sadistic” til Hooded Menace. Hvis man skal death/doom groove i 11 minutter, så skal leverpostejen altså have noget slim og 80’er-lir. Hvis diverse bækkener også kunne undgå at lyde som en stålvindharpe ned ad en brandtrappe, så ville grind- og blastsektionerne være markant federe. Når man lytter til The Stench of Eternity, så er man på ingen måde overrasket over, at Cardiac Arrest har været i gang siden 1997, og siden da har holdt utrætteligt fast i samme simple dødsmetalformel. For selvom det er som at slå plat og krone, om nummeret bliver en succes, så bliver det aldrig bragende elendigt og ligegyldigt. Ja, det kan blive ualmindeligt kedeligt, men samtidig så kan det også blive en fremragende gang hulemandsdød.
