666 gedekræfter

Geder er ikke særligt hurtige. Det er derfor nødvendigt at spænde mange af dem for sin stridsvogn, hvis man vil have fart på. Belgiske Bütcher ved en ting eller to om fart, strid og geder, hvilket danner det lyriske grundlag for deres fusion af black, speed, heavy og thrash – den type musik, der klipper C’et ud af alfabetet. Gruppens debutalbum fra 2017, Bestial Fükkin Warmachine, levede fuldt op til sin titel, hvilket naturligvis er den højeste ros, jeg kan give. Opfølgeren 666 Goats Carry My Chariot er klar, og hvis det virker som en lidt overdrevet titel, så vent til du hører musikken… hvor hurtigt kan man køre i strid med 666 gedekræfter spændt for vognen? Det skal vi straks finde ud af; hold godt fast.

240 BPM metal

Albummet indledes med en episk intro drevet af leadguitaren, som hver gang får mig til at tro, at albummet snart skal åbne med ”Electric Eye”. Ikke desto mindre er det trommerne, der sparker ”Iron Bitch” i gang, tæt forfulgt af årets hidtil bedste speed-riff. Forsangeren går under pseudonymet Hellshrieker, hvilket er temmelig fucking velvalgt, for hans vokal er en pisseinfernalsk, aggressiv snerren fra start til slut. Fra et punkt midt mellem KK Warslut og Painkiller-Halford skriger han sangens ufornægtelige speed metal-refræn. Der er næsten ikke et øjeblik på albummet, hvor vokalen lyder menneskelig, hvilket naturligvis er en stor ros.

Som åbner sætter ”Iron Bitch” en særdeles hurtig og vanvittig standard, men ”45 RPM” tvinger omgående nålen ned i det røde felt. Guitarist KK Ripper (det kunne forsangeren også have heddet) bringer black metal-indflydelsen ind i hovedriffet og ”Sinner”-indflydelsen ind i broen, mens Speedhämmer hamrer en hæsblæsende punkrytme ind som et særdeles ustabilt fundament. Bassen håndteres af en vis hr. Wrathchylde, og trods de tykkere og tungere strenge, holder han trit, selv når tempoet presses op nær 240 BPM (jeg har talt efter). ”Metalström/Face the Butcher” fortsætter det uforsvarlige tempo, hvorfor guitarværket i omkvædet minder om ”Jawbreaker” spillet i dobbelt tempo.

Hen over midten kommer titelsangen, et overraskende vellykket epos på godt ni minutter. Gruppen sætter her tempoet ned og fremviser et – undskyld mig – overraskende højt niveau af progressiv sangskrivning, stilen taget i betragtning. Sangen benytter et skæbnesvangert guitartema som base, hvorfra den bevæger sig gennem nogle af albummets mest rasende passager, og Hellshriekers skrig af sangens titel hen over midten er et vaskeægte klimaks. Episk-lydende metal kan godt virke lidt selvhøjtideligt og fjollet, men Bütcher lægger ingen åbenlys ironisk distance mellem sig selv og deres musik. Den er ikke blæst ud af proportioner for sjov.

Visionært overdrevet

Alting ved Bütcher er langt overdrevet. Navnet, titlerne, pseudonymerne, teksterne, tempoet, punkrytmerne, riffene, vokalen – alting. Deri ligger gruppens sejr. Ligesom Bestial Fükkin’ Warmachine er 666 Goats Carry My Chariot en opvisning i fartdrevet, riffdrevet og overdrevet galskab, som få grupper kan røre med en ildtang uden at blive forasket på stedet. Jeg var gladere (eller vredere) for det øgede black metal-præg på debuten, men 666 Goats føles stadig som om medlemmerne er i indbyrdes kapløb og slåskamp albummet ud.