Livets sødme er druens saft
Gascogne-regionen har et motto, 'douceur de vivre', livets sødme. Et motto, der passer helt perfekt til regionen, der har givet os foie gras og armagnac. Og kan man ramme den folkesjæl meget bedre end ved at kalde sit band for Boisson Divine: den guddommelige drik, som – naturligvis – er en reference til vin? Det bliver næppe meget mere fransk end det.
Som man måske kan gætte sig til, så er Boisson Divine og Moisson Livide ganske nært beslægtet – begge bands spiller folk-drevet metal, begge bands hylder Gascogne, nå ja, og så involverer begge bands sørme også Baptiste Labenne, eller Darkagnan, som han kalder sig, når han spiller i Moisson Livide.
I 2024 lagde jeg absolut ingen skjul på, at jeg knus-elskede Moission Livide, så spørgsmålet er derfor, om jeg vil knus-elske det primære projekts nyeste album lige så meget?
Power-punk-folk er det nye sort!
Ertatge, bandets fjerde album, er – som forventet – en herlig og ekstremt festlig omgang. Albummet emmer af national stolthed (albumtitlen betyder jo også ’arv’) på den fede måde, ikke på den måde, som emmer af strækmarch og Hugo Boss-jakkesæt. Det er naturligvis primært folk-musikken, der dominerer, med alt hvad det indebærer. De livsbekræftende melodier, et hav af skøre, særlige og regionale instrumenter som bohaen og naturligvis omkvæd, som er designet til at blive skrålet af fulde lungers kraft – trods det særegne gascognske sprog.
Men metallen fylder også enormt meget. Der er både spandevis af klassisk 1980'er-speed metal, guitarsoli taget direkte ud af power-metallen, og så er der naturligvis midtersektionen i “La Hialaira”, hvor Labennes black-metal alterego, Darkagnan, kigger forbi og smider en vaskeægte tremolo-bombe.
Alt dette bliver desuden parret med nogle ærkeklassiske punk-akkorder, som kombineret med netop folk-elementer virkelig sætter fut i fejemøget.
Man skal ikke høre mange sekunder, før man får lyst til at åbne alt i vinkælderen og bunde det hele!
Hvert nummer har sin egen identitet og så mange lag, at man næsten kan referere til albummet her som en sonisk lagkage. Tag nu “Princi Negue”, hvor vi – udover alt det jeg allerede har nævnt – også får en midtersektionen, hvor vi havner midt i barokkens verden komplet med cello og cembalo.
Bedst som man tænker, nu kan det ikke blive vildere, så går det helt og aldeles amok på albummets lukker, “Lo pont deu Diable”, der med sin spilletid på lidt over 12 minutter føles som en hel vanvidsoperette.
Dog er der et enkelt skår i glasset, nemlig “Maria”. Her går der simpelthen for meget sømands-cirkus i den, og hvor musikken ellers – helt perfekt – har formået at balancere mellem fjollet og seriøst, så vælter det her nummer altså ned i fjolle-suppedasen.
A la vòsta, amics!
Jeg er villig til at komme med det udsagn, at Ertatge bliver 'årets power-punk-folk-plade'. Bevares, det er heller ikke lige den sub-subgenre, der udgiver hyppigst, men alligevel. Efter at have hørt Moisson Livides debutplade rundt regnet 666 gange, dykkede jeg ned i Boisson Divine for at høre, hvad de kunne – derfor kan jeg også erklære, at Ertatge er deres bedste skive til dato. Det er altså en plade, hvor spilleglæden driver ned ad væggene, men samtidig er der plads til både humor, galskab og eminent instrumentalt arbejde og ligeså sangskrivning. Nøj, hvor gad jeg godt se Boisson Divine spille hele denne her plade på et lille, intimt spillested (host, Stengade, host!), alt imens jeg drak mig helt ned i den fineste, fine, rødvin. A la vòsta, amics!