‘En gut med, som hedder Kenneth’

Først et lille dementi …

Viften, den 8. oktober 2022: Ligesom de øvrige optrædende ved den givne lejlighed, havde også overtegnede en dag på det jævne. Som en af vores opmærksomme læsere efterfølgende var så venlig at påpege, så var den omtalte trommeslager Peter Larsens fravær fuldt forståeligt, idet han slet ikke var til stede - ’... de havde nemlig en gut med som hedder Kenneth!’ Så undskyld skal naturligvis lyde til både ’P.H.’ og nuværende trommeslager Kenneth Olsen, der netop blev annonceret som ny mand bag gryderne, inden Statement senere indtog scenen.

For nylig blev det så offentlig kendt, at hardrockende Bloody Dice har scoret tjansen som opvarmning for selveste Ronnie Atkins, når den ikoniske frontmand fra Pretty Maids indtager Amager Bio senere på året. Atkins bliver af mange betragtet som ’den hellige gral’ inden for dansk hardrock, og københavnerkvartteten må i den grad siges at have slået en slået yatzy med seksere. Det gav os samtidig anledning til en afstikker i arkivet for at granske gruppens selvbetitlede debut, der blev sluppet løs tilbage i april måned.

Direkte fra stenbroen

Til tonerne af britiske Stuart O’Neills knasende sprøde bas sætter ”Bloody Dice” scenen i det, der umiskendeligt lyder som en snusket sidegade i en dyster storby. Produktionen er som lovet i pressematerialet rå, støvet og ufiltreret, og med gode gamle Flemming Rasmussen bag knapperne i pulten får den i mere end en forstand et ekstra pift af morfar. Med numre som efterfølgeren ”Machine” og for den sags skyld også ”Slave” står det hurtigt klart, at flere af albummets temaer kredser om den lille mand på gulvet. Førstnævnte handler endda i udtalt grad om det ordinære menneskes kamp for at bryde fri af rollen som det lille tandhjul i den daglige ’trummerum’. 

Det er simpelt, let tilgængeligt, og det er alt sammen hørt før – men for Silvan, hvor det swinger! Jeg vil dog tilslutte mig min kollega, der havde EP’en af samme navn under behandling for et par somre siden. Denne yderst charmerende form for røvballerock (ja, undskyld … igen) hører til på en scene, ikke i et studie. Dagfinn Joensens vokal på numre som ”Thorn in Their Side” – med det lidet flatterende akronym ’TiTS’ – er som skabt til at sætte salen kog, men står samtidig i hysterisk stor kontrast til ”Hangover”. Albummets eklatant største skævert, der vitterlig føles som et harmonikasammenstød af ‘tømmerbiler’. Som legemliggørelsen af ‘dagen derpå’ snegler vi os her afsted over knap otte migræne-inducerende minutter. Det bliver så grelt, at til man sidst bare venter på, at duoen Edling og Johansson fra Candlemass kigger forbi med en anmodning om at sætte tempoet i vejret.

Vi kan på nuværende tidspunkt konstatere, at missionen om at vende tilbage til rødderne er lykkedes i et vist omfang. Den rebelske og fandenivoldske arbejderjargon skinner klart igennem, omend originaliteten glimrer ved sit fravær. Der dukker dog fortsat enkelte, pudsige detaljer op undervejs, som for eksempel mundharmonikaen i ”My Own Way” (er jeg i øvrigt den eneste, der tænker ’Frank Sinatra’ her?). Og nu, hvor vi er røget lidt ud ad en tangent, kan jeg heller ikke dy mig for at citere Jonathan Spang: ‘- Skal vi ikke se Sex and City? - Bang! Vi skal se Batman!’. Med samme medrivende overbevisning som den kappeklædte korsfarer slår ”Vigilante” kløerne i sit knap så sagesløse bytte. Den dynamiske duo Jensen/O’Neill tilfører her lige dele tyngde og attitude, og den bør afgjort indgå på sætlisterne fremover. 

Vi lusker ud ad bagdøren

Med undtagelse af de nærved otte minutters rungende tømmermænd fra “Hangover”, skal der lyde ros til gutterne for at holde de resterede numre på en længde inden for det tilforladelige. Jeg må dog samtidig konstatere, at selv om både produktion, attitude, strenge og vokal spiller, så berettiger det ingenlunde et opus, der strækker sig over ikke mindre end 12 skæringer. Det giver således god mening at luske gennem bagdøren med den lidet subtile ”Backdoor Man”, der bekræfter, hvad mangt et klogt hoved for længst har deduceret sig frem til: Led Zeppelin har bestemt ikke levet forgæves.

Et af de øvrige helt store spørgsmålstegn forud for gennemlytningen gik på, hvorvidt det kunne svare sig at anmelde Bloody Dice ‘igen’, når nu føromtalte EP i forvejen indeholder knap halvdelen af numrene. Det korte, kategoriske svar er nej. De bedste numre viser sig allerede udvalgt, mens de nye umiddelbart hverken bidrager eller trækker væsentligt ned i det samlede indtryk. Med fare for at gentage både mig selv og mine kolleger, så må udgangsreplikken være en omskrivning af hedengangne Ole ‘Bogart’ Michelsens gamle mantra: ’Film skal ses i biografen’: Musik af den støbning, som Bloody Dice bringer til bordet, skal naturligvis opleves i levende live!