Jeg anerkender ikke længere jeres kalendersystem
Fanatiske tilhængere af den gregorianske kalender vil nok mene, vi ikke længere er i januar. Og jovist, der er da ikke specielt megen sne udenfor, og jeg er da selv netop ved at få skiftet til sommerdæk, men hvis man, angiveligt, er af russisk æt, er alle måneder så ikke altid lidt januar? Nå, den holder ikke, siger I? Meget vel, jeg giver mig, Sacred Sound of Solitude udkom ganske vist for snart fire måneder siden, men det er altså først nu, at jeg – for alvor – har stiftet bekendtskab med det, angiveligt, russiske orkester Bloodbark samt deres anden udgivelse, nemlig Sacred Sound of Solitude. Så lad os da omfavne både det faktum, at tid er en relativ størrelse, og den sibiriske vinterkulde!
Røgslør og rimtåge
Bloodbark er et band, det er svært at skrive meget mere end to-tre linjer om. Det er både uvist, hvor de er fra, og hvor mange medlemmer der er, og ligeså er personernes navne samt køn komplet uvisse.
Det rygtes dog, at bandet stammer fra Rusland, og kigger man på diverse billeder og videoer, de har udgivet, ja, så er det ikke helt utænkeligt. Denne mystik og det medfølgende gætværk passer dog ganske fint til musikken; der er jo intet nyt i, at blackmetalmusikere benytter sig af røgslør. Denne totale anonymitet tillader også, at musikken kan stå helt og aldeles alene, og ret skal være ret, det er jo den, vi er her for.
Det er dog ikke kun på diverse fotografiske efterladenskaber, at man får en ledetråd eller to om deres ophavsområde, for musikken lyder virkelig kold, snedækket og helt utroligt porøs som det tyndeste islag. Tag nu bare ”Glacial Respite”, som egentlig ikke er andet end et lille intermezzo, hvor pianoets spæde toner akkompagneret af den sarte fløjte fremmaner billeder af uendeligt høje sneklædte bjergtinder samt den endeløse tajga.
Bloodbark beskriver selv sin musik som atmosfærisk post-black metal – og jeg må sige, det er da også den mest rammende beskrivelse. Forestil jer, hvis Grima, Morild og Alcest skrev et nummer sammen, så ville resultatet lyde som det her album. Musikken er nemlig vanvittigt atmosfærisk, hvilket jo egentlig er et ganske vagt begreb, og i blackmetallens verden betyder det tit, at fokus ligger på minimalisme og repetition, i en sådan grad at det grænser til monotoni.
Sacred Sound of Solitude afviger da heller ikke synderligt meget fra den formel, om end de repetitive passager, heldigvis, aldrig bliver monotone – takket være post-metallens indflydelse.
Det primære eksempel på netop dette er åbningsnummeret ”Time Is Nothing”. Her skal man blot små to minutter ind i nummeret, som pludseligt transformerer sig fra iskold atmo-black til æterisk og jazzet post-metal. Selv vokalen transmogriffes fra klassisk spøgelsesvræl til en spag Tobias Forge-influeret vokal. Det er virkeligt godt håndværk og cementerer, at Bloodbark ikke bare er endnu et mystisk atmo-blackband, der er faret vild i det lokale vildtreservat.
Stagnation er lig med død
Men al min ros til trods så er der dog også ridser i lakken, og der er steder, hvor man betvivler, om isen nu også kan bære ens vægt.
Min primære anke er trommelyden. Den svinger simpelthen for meget i mixet. Sat på spidsen lyder trommesættet kun godt i de skæve, post-jazzpassager som eksempelvis c-stykket i ”Griever’s Domain”, for her får de lov til at fylde. Modsat de mere klassiske atmo-blackpassager, som trods alt udgør omtrent 80 % af det overordnede lydbillede, hvor de reduceres til at ligge allernederst i produktionen og slet ikke kommer til sin ret. Jeg har da aldrig hørt nogen så anæmiske blastbeats. Heldigvis lyder alt andet, især leadguitaren, fremragende – og jeg har alle dage været en ’guitaraficionado’, så lige dér er der ingen køer på isen.
Summa summarum så er Bloodbarks anden udgivelse et stærkt album, hvor bandet både tillader sig at spille det, vi kender, og at tænke nye tanker– og nytænkning skal altid anerkendes, for stagnerer kunsten, så dør den.