Symfonisk. Syntetisk. Dødssygt.
Hvis du, kære læser, får lyst til et godt gammeldags stykke med surt, kommer du så Nutella ovenpå? Nej, vel? Eller vælter du sukkerknalder ned i din dejlige mørke maltøl? Næppe. Men det gør Bleeding Gods, som er endnu et symfonisk metalband fra Holland, der sovser deres metal ind i keyboards, strygere og blæsere. Dodekathlon er hollændernes andet album efter debuten Shepherd Of Souls fra 2014 og er en slags darkened death metal med inspiration fra black og thrash og så en masse fernis ovenpå i form af syntetisk, symfonisk sukker.
Lyden på Dodekathlon er egentlig rimelig sprød; bandleder og forsanger Mark Huismans growls fungerer for det meste ganske godt, og Bleeding Gods er faktisk et rimeligt kapabelt band. Men, og det er et stort men, al den ’symfo-fernis’, de putter på, kan ikke dække over, at det her bare er en kedelig omgang generisk død med uinspirerede riffs, man har glemt, så snart sangene er ovre.
Hvad er formålet?
Der er dog enkelte numre, som fungerer. For eksempel ”From Feast To Beast”, der starter med nogle ildevarslende strygere, som leder over i et tungt og lækkert riff, og hvor det hele bare passer sammen. Det er en ret stærk sang, men ofte – alt for ofte – går de evindelige ’jeg-skal-lyde-som-en-hel-flok-strygere’-tangenter én så meget på nerverne, at denne anmelder ofte – alt for ofte – må udbryde: ”SÅ SLUK DOG FOR DET FUCKING KEYBOARD!!”. Dødsmetal skal være råt, beskidt og aggressivt, så hvad er formålet med det her pjat?
Tomme kalorier
Numrene på Dodekathlon ligner hinanden alt for meget, og bortset fra ”Beast” er der ikke rigtigt noget, der stikker ud eller på nogen måde hænger fast. Lidt akustisk spansk guitar på ”Tyrannical Blood” er hørt bedre mange andre steder og ændrer ikke noget på det samlede billede.
For dedikerede fans af genren er der sikkert noget at komme efter, men er du til andet end tomme symfoniske kalorier, så må du kigge andre steder hen.
