De seje drenge i klassen

Rustninger er seje, sorte rustninger er endnu sejere. Knive er seje, takkede knive er endnu sejere. Køller er seje, stridskøller er endnu sejere. Blasfemi er også ret sejt – ergo er Blasfeme og bandets nyeste udgivelse, Black Legion, allerede ret højt oppe på sejhedsskalaen. Så er spørgsmålet bare, om musikken er lige så sej, som bandet giver udtryk for.

80’er-fræs og læderjakker

Det er også ret sejt at lære af sine fejl, hvilket det tyder på, at de fire englændere har gjort. For hvor debutskiven Iniquity in Salvation var en totalt og aldeles skabelonskåret, ligegyldig omgang black metal, komplet med banaliteter om Satan, Jesus og ondskab samt en alt for lang spilletid, går Black Legion i en, lidt, anden retning. Det her er nemlig et konceptalbum om Den sorte garde, en massiv hær af lejesoldater, der tjente den ungarske konge Matthias Corvinus i 1500-tallet, så allerede her ser vi et fokus, der var fraværende på debuten. Albummets cover er endda et tvist på et billede fra netop 1500-tallet, der viser en af disse sorte soldater. Stilistisk har Blasfeme også valgt at vende sig væk fra det, man kan kalde ”standardiseret” black metal, og tilføjet aspekter af proto-blacken; især er der masser af Venom og (tidlig) Bathory at spore, men enkelte steder dukker der også Dissection-influerede melodier op. Tag nu albummets åbner, ”Purified by the High Flames of Hell”, hvis intro nemt kunne stamme fra The Somberlain, og det primære riff hørmer langt væk af hedengangen NWOBHM, alt sammen tilsat en vokal, der minder om både Kronos og Quorthon. Det er dog ikke alt, der er lige godt på Black Legion – desværre. For nok er der masser af fremragende numre, ”Cachtice 1611” og ”Ritualistic Exsanguination” er for eksempel begge geniale numre, men der er også ”Wolves of Karpathia” og albummets lukker, ”Bound by the Blood Upon Our Swords”, som begge virker ligegyldige og ubagte. Ligeså bliver overforbruget af blastbeats også en kende trættende, især fordi Striga Hell gentagne gange i løbet af albummet beviser, at han kan meget andet. Men heldigvis er der også numre som titelnummeret, og her spiller bandet virkeligt med musklerne; der er endda en vaskeægte 1980’er-guitarsolo, som er rent fræs – og dét kan vi lide!

Kunsten at finde sin hylde her i livet

Black Legion er, trods sine skønhedsfejl, en ganske udmærket omgang retro-black med tilpas mange charmerende NWOBHM-elementer. Det virker helt oprigtigt til, at Blasfeme med deres andet album har fundet deres lyd samt den hylde, de ønsker at sidde på.