The Black Wizards - Reflections

Reflections

Udkom

Type:Album
Genre:Psychedelic Rock
Spilletid:41:29
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Portugisiske retrorockere viser tænder


En, to, mange

Hold på hat og briller, for nu kommer der guddødeme endnu en anmeldelse af et såkaldt retro-rockband. “Har vi ikke snart så mange af de bands, at vi kunne sende et par stykker af dem til månen, uden nogen ville savne dem?”, tænker du sikkert. Jo, det har vi. En håndfuld af dem er fantastisk dygtige, relevante og har masser at byde på. Langt størstedelen er dog lige så interessante som de nullermænd, vi hankøn kan finde i navlen efter en hel dag iklædt uldsweater. Og så er der dem et sted imellem, og det er her, vi finder portugisiske The Black Wizards.

Lille band med stor stemme

Kvartetten fra Portugal er aktuel med deres tredje langspiller, som har fået titlen Reflections. Fra allerførste riff på pladens åbner, det sublime “Imposing Sun”, bliver man ramt af gruppens dragende atmosfære og imponerende stemning. The Black Wizards spiller psykedelisk rock med masser af stoner- og blues-elementer af så høj autentisk kvalitet, at man skulle tro, de kom fra de mest dystre og sumpede afkroge i de amerikanske sydstater. Her er masser af fuzz, wah-pedal og fine melodier, og de, der kender til gamle frontkæmpere i genren som Cream, Blue Cheer og Janis Joplin, vil straks føle sig hjemme i syre-60’erne, når de hører Reflections.

Af lidt mere moderne navne er det nærliggende at sammenligne med Vintage Caravan, Blues Pills og Graveyard, dog uden at The Black Wizards kommer helt op på samme niveau. Sangskrivningen og dynamikken er intet mindre end formidabel på førnævnte “Imposing Sun” samt det otte minutter lange “Symphony of the Ironic Sympathy”, men på albummets resterende skæringer er ørehængerpotentialet ikke nær så højt, og det er synd. For uanset numrenes svingende individuelle kvaliteter er gruppens frontkvinde, Joana Brito, en forrygende oplevelse. Hendes på én gang sensuelle og kraftfulde Janis Joplin-stemme giver gåsehud og ståpels flere steder, og er langt hen ad vejen et bærende element pladen igennem. Er man bare en smule til denne slags rock, skal man ikke snyde sig selv for Britos fantastiske stemme.

En EP havde været en bedre ide

Når alt kommer til alt, er The Black Wizards bedre end mange af deres mange konkurrenter i samme genre. Detaljeniveauet på Reflections og ikke mindst Joana Brito hæver albummet op på syv glade kranier, der var blevet til flere, hvis det havde været mere balanceret og indeholdt flere fede sange end de nævnte to. Der er dog ganske enkelt for stor forskel på højdepunkter og lavpunkter, og med så store udsving bliver det en ujævn helhedsoplevelse. Men men, der skal holdes øje med disse fire portugisere. En anden gang kan det nemlig gå hen og blive rigtig godt.

Tracklist

  1. Imposing Sun
  2. Outlaws
  3. 56th Floor
  4. Starlight
  5. Symphony of the Ironic Sympathy
  6. Soul Keeper
  7. Kaleidoscope Eyes

Tilføj kommentar