Beyond The Shore - Ghostwatcher

Ghostwatcher

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Spilletid:30.37
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Egentlig burde jeg være gladere for denne plade…

Beyond the Shore er et ungt amerikansk metal core/hardcore band. Bandet har tidligere i 2008 udgivet en EP, og Ghostwatcher er bandets debut full-length.

Der udgives meget metal core, og jeg synes, at det nogle gange kan være svært at skelne udgivelserne fra hinanden. I den sammenhæng forekommer det mig, at Beyond the Shore har lidt mere egenart, og det skal selvfølgelig anerkendes.

Grundlæggende er der tale om metal core med nogle melodiske passager - primært i form af omkvæd med clean vokal og guitar-passager. Derudover er musikken tilsat nogle elektroniske effekter, der nogle steder minder lidt om scratching. De elektroniske indslag kan virke som om, der er inspireret af Linkin Park. Ikke at musikken minder om Linkin Park, eller at de elektroniske indslag er så fremtrædende som hos Linkin Park, men det er det, jeg bedst kan referere til. Navnlig nummeret "Milestone" får tankerne tilbage til Linkin Parks "Cure for the Itch" fra Hybrid Theory.

Musikken er meget staccato med abrupte ophold, og flere numre slutter meget pludseligt. Det kan man sikkert have flere meninger om, men jeg synes personligt, at det bliver lidt trættende. Dette er en af mine væsentligste anker mod Ghostwatcher, men det skal – også her – betones, at det i hvert fald til en vis grad kan betragtes som et smagsspørgsmål. I tilfældet Ghostwatcher skyldes det imidlertid også produktionen. For min smag ligger trommerne meget langt fremme i mixet, nogle gange synes man næsten, at trommerne fortrænger guitarerne. Navnlig stortrommen forekommer i hvert fald i min lyttekæde meget dominerende. Normalt er jeg meget begejstret for dobbeltpedal, men her fungerer det skævt.

En anden anke er de melodiske elementer, som i hvert fald visse steder ikke er helt fanger. På samme måde fremstår de melodiske guitarstykker nogle gange lidt frit svævende uden logisk sammenhæng med resten af sangen. Det kan imidlertid betragtes som værende en del af den staccato og abrupte stil, som Beyond the Shore benytter. Hvis man – i modsætning til mig – synes om dette, så vil det muligvis fremstå mere helstøbt – som en egentlig stil, om man vil.

Alt dette er ikke udtryk for, at Ghostwwatcher er dårlig, men som en forklaring på, hvorfor jeg ikke finder, at disse i og for sig spændende elementer rigtig løfter udgivelsen. Så højt, som der utvivlsomt er potentiale til. Men så er der teksterne. Disse er over det niveau, jeg ofte oplever inden for metal core. Særlig interessant er det, at teksterne flere steder indeholder elementer af håb og tro på noget bedre. Også her vover Beyond the Shore altså om ikke at bevæge sig mod strømmen, så dog heller ikke blot at følge den. Dette kan imidlertid ikke i sig selv hæve Ghostwatcher.

Så med henvisning til nogle bestemt gode takter og et "prøv igen", vil jeg anbefale metal core fans at lytte til "Homewrecker" nedenfor (og måske til "Half Lived" på Youtube) og selv vurdere, om Beyond the Shores stil falder i bedre jord dér.

Homewrecker. Metal Blade har også lagt “half Lived", måske Ghostwatcher’s bedste, på Youtube uden video:

Tracklist

  1. Dividers
  2. Half Lived
  3. Transitions
  4. Homewrecker
  5. Glass Houses
  6. Milestone
  7. Dreamkiller
  8. Visions
  9. Breathe on Ice
  10. Ghostwatcher