There’s no kill like Überkill

Barathrum har været aktive siden 1991, og de beskriver endda sig selv som ét af de første finske black metal-bands. Men trods både det og det faktum at de har udgivet intet mindre end ni album så har vi – her på Heavymetal.dk – aldrig før anmeldt dem. Men nu er dette finske ensemble klar med album nummer ti, og så er det jo oplagt at gøre noget ved den føromtalte misere, for som vi alle ved, så er der no kill like … Überkill!

Hvem er I!?

Barathrum er ganske vist nogle gamle herrer og sande veteraner fra den finske metalscene, men … er det black metal? Jovist, Janne ’Demonos’ Sanne har da en vokal, der er rimelig trve, men selve musikken minder betydeligt mere om både old school heavy og det tidlige dødsmetal. Her er hverken tremoloriffs, blastbeats eller barrégreb – derimod er der masser af powerchords og masser af åben E-streng. Der er til tider mere doom end black over Überkill, hvilket – titlen taget i betragtning – virker fjollet. Tag nu bare nummeret ”Ritual Murder”, som mestendels lyder som en kollaboration mellem Black Sabbath og Slayer. Så på mange måder er Barathrum markant tættere på de mange landsmænd, som spiller dødsdoom, selvom de da har en mere bøllet tilgang. Denne mere melodiske tilgang støder dog sammen med Sannes vokal, da hans stemme ikke just er, hvad man ville betegne som melodiøs. Dette er især tydeligt på nummeret ”Dark Sorceress 3 (Spring Siege)” (som i øvrigt er en opfølger til ”Dark Sorceress 2 (Winter Siege)” fra 1999). Selve nummeret gør alt, hvad det kan for at være storladent og grandiost, men Sannes heksemuttervokal trækker det godt nok nogle niveauer ned.

Det hele virker, som om bandmedlemmerne ikke helt kunne blive enige om, hvilket sonisk udtryk de helt reelt gik efter på denne her plade. Skulle det være ondt og satanisk? Skulle det være tungt og dystert? Skulle det være kækt og bøllet – eller måske storladent og melodisk?

Hyggelig, men middelmådig

Overordnet set er Überkill en forholdsvist charmerende udgivelse, og det virker da til, at Barathrum har hygget sig gevaldigt, men det ændrer desværre ikke på, at slutresultatet altså ikke er helt godt nok. Så hvis en middelmådig omgang som denne er, hvad Barathrum havde oppe i ærmet her på sit tredje årti, så kan det være, at bandet skulle overveje at trække stikket.