Introduktion
Avatar er et svensk band, der spiller tung, groovy og melodisk dødsmetal med et tvist af den gode popsang. Undervejs på bandets femte udspil, Hail the Apocalypse, får vi fede riffs, gode melodier og sågar et Nirvana-cover. Og der er patos, patos og mere patos. Der er tale om en meget underholdende plade, der griber allerede ved første gennemlytning og som sætter sig fast i takt med, at musikken smyger sig ned i hjernestammen og pumper energi og melankoli gennem resten af legemet.
Hvad er det her for nogen gutter?
Bandet har eksisteret siden 2001 og roden udgøres pt. af Johannes Michael Gustaf Eckerström på vokal, Jonas Jarlsby på guitar, Henrik Sandelin på bass og John Alfredsson på trommer. Gennem årene har der dog været en del musikere ind og ud af bandet. Bandets gennemsnitsalder er under 30, så i heavy-sammenhænge er der tale om rene unghaner.
Hvad vil de mig?
Underholde og skræmme dig! Som i en god teaterforestilling kommer vi således hele følelsesregistret rundt på denne udgivelse. Det primære virkemiddel er dog ikke mørk maling og horn, men manisk energi, fremragende kompositioner og gode melodier. Uhyggen indfinder sig ikke gennem mørket, men snarere i klovnesmil, der pludselig stivner og virker maniske, desperate og ganske vanvittige. Og så er der tilmed lidt god, gammaldaws shredding ind imellem, og det kan jeg ikke stå for! Variationen på pladen – den meget dynamiske vokal, de mange lag af guitarer og de forskellige typer af sange – gør, at ordet ”liret” ikke virker påtaget om denne udgivelse.
Kan man lave et Nirvana-cover?
Da Nirvana udgav Nevermind - o ve, o skræk, hvis du ikke kender dem! - var de her gutter omkring 5 år, hvilket ikke er en undskyldning for at gribe grådigt ud efter hovedstolen i rockhistorien. Deres udgave af Something in the way synes jeg imidlertid holder nogenlunde. Alle sejl sættes til - as they fucking should be! - og sangen har fået et udmærket screamo-despo-klimaks helt i Kurts ånd (google det, hvis du er blank!). Vi lader covernummeret passere – jeg er i gavehumør, det er jo trods alt snart jul.
Vurdering
Udover fede riffs, hvor du ikke tænker, du har hørt dem 100 gange før, indeholder pladen bemærkelsesværdige momenter i alle sangene. Der er virkelig lagt vægt på at gøre kompositionerne lidt mere underholdende og svingende. De 2 sidste numre er prikken over i’et. Her overtager desperationen scenen og lytteren drages ind i mørket. Sikke en cirkusforestilling!
Du kan i øvrigt opleve Avatar på Wacken i 2015.
