Avatar - Avatar Country

Avatar Country

· Udkom

Type:Album
Genrer:Avant-garde Metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 6,3/10 baseret på 3 stemmer.

Forvent det uventede

Avatar er ikke som de andre børn i klassen. I stedet for sorte t-shirts og denimbukser har de mærkeligt tøj fra 1800-tallet på og ignorerer fuldstændigt de bevægelser, som resten af metalverdenen følger. Fra et udgangspunkt i melodisk dødsmetal, der snart blev tilsat valsetakter og countrymelodier, er gruppen nu sprunget ud i fuldstændig genreforvirring. Det nye album Avatar Country følger dette spring og bryder med forventningerne til det spontane band.

Hofnarre spiller konger

Et konceptalbum, hvor alle sange handler om én og samme person, Kongen (med stort K) i det opfundne univers ”Avatar Country”. Et blik ind i en verden langt fra vores egen. Men alligevel rammer Avatars nye album ret tæt hjemme på. Sangene er spækket med skjult samfundskritik. Linjen ”I don’t know why we’re fighting. I just know that we’re going” fra ”The King Wants You” er i virkeligheden en langemand til kommunitarismen, der kræver, at borgeren ofrer sig for samfundet. Talen på ”The King Speaks” latterliggør den billedbladsagtige begejstring for kongehuset, der stadig findes i de nordiske lande. Folket bryder ud i vild jubel, da kongen annoncerer, at han” tog … et bad her til morgen”. Avatar viser på den måde nogle af de absurde ting, som demokratiet har befriet os fra. Det er spændende i en tid, hvor demokratiet udfordres på mange måder – og det gøres på en underholdende og meget Avatar-agtig måde.

Selvom Avatar Country udstikker en ny kurs for de fem corpsepaint-klovne, er der en klar konneks til forrige udgivelse Feathers And Flesh, der også bevægede sig væk fra mange af de elementer, som bandet har haft med sig fra dødsmetallen. Valsetakterne erstattes på begge albums også af mere taktfaste beatslag, mens melodierne er mere eksperimenterende. Musikken har taget en drejning, mens galskaben og kreativiteten stadig er skruet op på max. Men underholdningsaspektet er måske skruet for meget op i forhold til musikken på det aktuelle album. Nogle af sangene bliver lidt kedelige i forhold til tidligere Avatarudgivelser, og er ikke ligeså eksplosive og groovy som tidligere. Her tænkes især på ”The King Welcomes You To Avatar Country” og ”King After King”. Konceptet lader til at komme før musikken, hvilket albummet lider lidt under. Sangene ”Legend Of The King” og ”A Statue Of The King” er der godt gang i, men med blot seks rigtige sange på albummet kræver det generelt nogle stærkere numre.

Fedt koncept tager overhånd

Albummet slutter med to instrumentale sange, der meget godt opsummerer albummet: en lækker, velskrevet metalensemble, ”Silent Night Part 2”, og en musisk ligegyldigt sang ”Silent Night Part 1”, der i stedet spiller en vigtig satirisk rolle. Fordi konceptet flere gange overprioriteres i forhold til den musiske opbygning af sangene, kan albummet ikke komme højere op end 7/10 kranier. Der er dog flere fede numre og, som sædvanligt på Avatar-plader, et spændende tema, så Avatar Country skal helt sikkert høres alligevel!

Tracklist

  1. Glory to Our King
  2. Legend of the King
  3. The King Welcomes You to Avatar Country
  4. King's Harvest
  5. The King Wants You
  6. The King Speaks
  7. A Statue of the King
  8. King After King
  9. Silent Songs of the King Pt. 1: Winter Comes When the King Dreams of Snow
  10. Silent Songs of the King Pt. 2: The King's Palace

Kommentarer (3)

Martin Gjelstrup

Lidt for meget cirkus og lidt for lidt Black Waltz

Jeg hoppede på Avatar cirkusbussen tilbage i 2012 hvor Black Waltz udkom... og sikke et album - blev blæst væk. De to følgende albums "Hail the Apocalypse" og "Feathers & Flesh" lå tæt op af Black Waltz men var tydelig fyldt med kreative friheder og forsøg. Nu har jeg kun hørt EP'erne fra opkommende album - men håber disse ikke er de bedste sange fra skiven... alt for meget "... lad os se hvad vi kan finde på" og alt for lidt hardcore metal!

Peter Locher

Peter Locher

Anmelder

Indlæg: 4

Kings Harvest

Det er et lidt tyndt album, hvis man leder efter sange i stil med Black Waltz. Men du kan glæde dig til "Kings Harvest" og måske også "Legend of the King", (der er i stil med Feathers and Flesh-sangene) i morgen. Konceptet er nok desværre blevet vigtigere end den fede stil, bandet opdagede med Black Waltz.

Martin Gjelstrup

Bonus tracks eller B-sider?

Du har fuldstændigt ret... det er et meget tyndt album. Det kunne rent faktisk være gammeldags B-sider eller bonus tracks som ikke klarede cuttet til hovedalbummet. Hvis den lange monolog hvor "kungen" snakker til folket, intro'en og de to instrumentale sange til sidst på albumet blev fjernet - er der reelt ikke noget album tilbage... "Legend of the King" er det tætteste Avatar kommer på et gennemført nummer. Men det er nok også bare skuffelsen der taler. Man har nok været for godt vant fra tidligere udgivelser.