Kulsort debut fra Oakland, Californien. Atrament vil forsøge at bevise, at det eneste, black metal kræver, er, at man lyder ondsindet – men er det nu også helt sandt?

Mørk, mørkere, MØRKEST!

”Atramentum” betyder ”meget sort væskelignende substans”, og det er faktisk en meget passende beskrivelse af bandet Atrament fra Oakland, Californien, der er klar til at audio-overfalde metalscenen med deres første skive, Eternal Downfall. Vi snakker black metal her med en snert af noget doom og på enkelte numre en smule punk, der ligger op ad crust punk. Det er tungt, tonstungt, med dobbeltpedal, power-chords og klassisk dødsbrøl. Med andre ord: Det er totalt uoriginalt, der er intet unikt eller nytænkende over Atrament, der er ikke nogle små lyriske lækkerbiskner eller melodiøse gemmelege i form af interessante musikalske tricks. Det er generisk amerikansk black metal for fuld skrue.

Hvad ville Varg Vikernes gøre?

Black metal og jeg bliver nok aldrig sådan rigtig gode venner. Jeg har simpelthen for mange krav til black metal, før jeg gider at mødes med ham til en kop (sort!) kaffe på en (mørk og dunkel) café. Jeg savner det teatralske og symfoniske element; jeg savner at blive overrasket halvvejs inde i et nummer; jeg savner at sidde og smile bøvet over nogle sangtekster, der er så absurd mørke, groteske og ondsindede, at man føler, de er skrevet af en superskurk fra 80’erne, der overkompenserer helt vildt grundet manglende seje dødsstråler og lignende gadgets. Jeg siger ikke at for at lave god black metal, så skal man brænde kirker ned, tage selfies med sine døde bandmedlemmer, brænde bibler på scenen eller smøre sig ind i corpsepaint og iklæde sig pigge, men man må da gerne tænke bare lidt ud af boksen eller prøve at være bare en kende original.

Sort væskelignende substans

Atrament lever 100% op til deres navn, for at høre Atrament føles lidt som om, at en tyk, lummer, sort væske fylder ens ører. De 11 numre på Eternal Downfall er simpelthen for ens og ligegyldige. Der er intet ved Atrament, der skiller sig ud: Alle numrene er larmende ens, de følger den præcis samme struktur, har samme tempo og bruger de samme power-chords om og om igen. Al begyndelse er – naturligvis – svær, men hvis Atrament vil klare sig, skal de ud at finde sig selv og finde ud af, hvad det er, der gør Atrament til Atrament, for p.t. er deres musik kønsløs og blottet for identitet.