Sort thrash fra Jersey
Anticosm er et New Jersey-band, der, siden de udgav deres første demo i 2005, har ledt en omskiftelig tilværelse. Medlemmer er røget ind og ud – og nogle gange tilbage igen – og ikke mindst har der været en del døde perioder med meget lidt aktivitet. De startede primært som et egentlig black metalorkester, men har med tiden udviklet sig hen imod blackened thrash, og nu har de så for nylig via deres bandcamp udgivet det første album siden 2015.
Intetheden kalder
Åbningsmummeret på The Call Of The Void, ”Viral”, burde allerede nu være gået viralt, for det er ren legestue og en 6 minutter og 19 sekunders eminent opvisning i nærmest alt, hvad metal kan. Rasende fart, et orgie af forskellige riffs, konstante temposkift og en grum, snerrende vokal. Vi får endda et næsten jazzet intermezzo, hvor bassen får lov til at træde i forgrunden. Lyden er beskidt, men giver alligevel plads, så alle instrumenter får lov at træde frem. Tag ikke fejl, det er i høj et guitaralbum det her, men det er en fornøjelse undervejs at høre bassen skabe både bund og melodisk afveksling på et black/thrash album som dette.
”Someone Must Suffer” byder ret overraskende på, lad os kalde det en tilpasset Eddie Van Halen guitarintro, men fortsætter ellers stilen med utroligt medrivende metal. Man aner også et klassisk Denner/Shermann-riff midt i det hele. Som pladen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at black-metallen er trådt i baggrunden, og ikke bare thrash, men også mere klassisk heavy metal, har taget over. Om det er godt, er en smagssag, men det lykkes for eksempel smukt på titelnummeret, hvor 80’er-æstetikken er markant. Man fornemmer, at specielt de to yderst kapable guitarister for det meste uden held kæmper for at holde deres indre Adrian Smith & Dave Murray tilbage, for de heftige thrash-riffs afbrydes konstant af melodier og harmonier, der er taget direkte fra NWOBHM’ens ABC.
Selvom de gode riffs mere eller mindre bliver ved, kan albummet ikke helt holde niveauet hele vejen igennem. Samtidig med at de melodiske passager bliver mere dominerende, bliver der efterhånden længere mellem de helt stærke momenter. Afslutningsnummeret ”Never Enough” lyder som (endnu) en hyldest til Motörhead, nu på steroider, men er det virkeligt, hvad verden har brug for igen?
For fans af Maiden, Motörhead, Dissection og Bay Area thrash
På The Call Of The Wild skiftes der stilsikkert mellem sub-genrerne, og der er masser af talent og kreativitet. Man kan godt komme i tvivl, om Anticosm selv helt er klar over, hvor de egentlig vil hen? Den tvivl nager især på den sidste halvdel af albummet, men det ændrer ikke på, at The Call Of The Wild er en underholdende omgang, og at Anticosm absolut er værd at følge fremover.
