Alleviate - DMNS

DMNS

· Udkom

Type:Album
Genrer:Deathcore, Metalcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Supergruppen fra superkiosken

Alleviate er endnu et nyt skud på core-stammen, og bliver tit kaldt for en super-gruppe. Det er dog en udvandet udgave af en supergruppe, vi har med at gøre, da medlemmerne kommer fra Breakdowns at Tiffany’s, Our Mirage, The Evolutionist, We Are Perspectives og Time, som de færreste nok kender.Så er spørgsmålet, når så mange forskellige erfarne musikere finder sammen, om det bliver en overdådig smeltedigel af kreative inputs i en velsmagende metalsandwich, eller om det bliver den tørre blege hvedesandwich, som du piller ned fra hylden i din lokale kiosk. De udgav for nogle måneder siden deres første single, ”Die for Me”, som klarede sig relativ godt på streamingtjenesterne, så måske er det et lækkert stykke brød, der er blevet lagt i ovnen.

Memecore på menuen; CAN I GET A BLEEEGH?

Ingen grund til at spilde tiden. Alleviate er på mange måder essensen af moderne core-bands, hvor man gerne skal mikse deathcore og metalcore med god omgang teknisk død, og der må gerne flettes lidt djent guitarrifs ind. Musikken kan meget vel beskrives, som hvis du tog A Day to Remember, Asking Alexandria, Lorna Shore og Suffocation og proppede dem i samme sandwich. På papiret kunne det sagtens lyde spændende og super tiltalende, men realiteten er, at det bare bliver den ligblege indtørrede sandwich, som man har smagt så mange gange før, at selv en udkogt omgang grød er nogenlunde ligeså interessant at kæmpe sig igennem.

DMNS er et velproduceret album, dog alt for poleret, så man trænger til, at rammerne sprænges lidt. Det kommer alt for nemt til at lyde som andre moderne metalcore- og deathcorebands som for eksempel Architects og Lorna Shore, der jo begge har stor succes. Man får nemt mistanken om, at det måske er det, som er målet, frem for musikken i sig selv. Især når man ser en feature med musikyoutuberen, Nik Nocturnal, som næsten kun må være for popularitetspoint, især da nummeret ”Gravity” falder alt for meget i et med tapetet. Uden musikvideoen er det faktisk svært at finde ud af, hvornår han leger med. Idéen med en feature skal gerne være, at det giver ekstra værdi og lag til et musiknummer, ikke at det er fuldstændigt anonymt og ligegyldigt.

Der er dog ingen tvivl om, at det faktisk er dygtige musiker, som sidder ved roret. Deathcore- og de rene pop-punk-esque-vokalerne sidder lige i skabet, og der er masser af lir og teknik i både guitar- og trommespil. Sangskrivning kører dog meget på formular. Versene med halvhurtige gutturale deathcore-vokaler, tekniske riffs, som gerne ender i feeds fra forstærkerne for så at skifte over i lidt poppet omkvæd med ren vokal, gentag, derefter et klassisk tonstungt breakdown, omkvæd og slut eventuelt på breakdown igen. Problemet er, at selvom det hele tydeligvis er godt skruet sammen og godt orkestreret, så bliver det bare en kæmpe grå masse af sange, der falder i et med hinanden, selvom flere forskellige genrer er smeltet sammen. Man sidder inderligt og håber, at de gør noget helt uventet og helt vildt, men det gør man lige så forgæves som at vente på, at der faktisk bliver snakket politik i den amerikanske præsidentdebat.

Tjener, der er flue i min BLEEEEGH

Alleviate har lavet en plade, som tja, vi har hørt før. For en debutplade, er det et gennemført flot produkt, men det er næppe noget, som kommer til at revolutionere markedet, som allerede er yderst mættet på den lyd, som DMNS indeholder. Men med den vind i sejlene, som metal- og deathcoregenrerne har for tiden, så skal de nok klare sig relativt godt. Jeg tænker dog, at når der bliver slået så stort brød op med, at de er en supergruppe med erfarne kræfter bag, så kan man godt tillade sig at forvente mere en udvandet suppe med en flue i.

 

Tracklist

  1. DMNS
  2. Trying To Survive
  3. Broken
  4. Forevermore
  5. Gravity ft. Nik Nocturnal
  6. Alive
  7. Better
  8. Die For Me
  9. Within Worlds
  10. My Demise