Er det en elg?
Alces – nej, der mangler ikke et t. Det er en omgang dansksproget prog rock/metal, vi er ude i, og ikke det franske post black metal stavet forkert. Der er ikke meget info tilgængelig om Alces. En hurtig googlesøgning foreslår først og fremmest Wikipedias artikel om elge, der hedder Alces Alces på latin. Men det man dog også kan finde ud af er, at Alces er fra København, har indsendt deres musik til DR’s Karrierekanonen, og så har de udgivet albummet Alces.
Mads Langer, nu i prog
Pladen består af fire numre fordelt på lige over en halv times spilletid. Hvilket, nu man befinder sig i prog genren, giver hvert nummer god plads til at udfolde sig med alverdens finurligheder og interessante krumspring. Pladen lægger også ud med en omgang lækker bas og guitar, der virkelig antyder, at der bliver bygget op til et ganske glimrende nummer. Men så træder vokalen ind i billedet og sætter en stopper for alt, hvad der lige blev brugt to minutter på at bygge op.
Dette virker til at være et gennemgående tema på hele pladen. For vokalen er uden tvivl pladens svageste element, da den ikke har voldsomt stor spændvidde eller energi og ender med at fremstå meget tynd og kedelig. Forestil dig en Mads Langer-klon, bare kedeligere. Hvis det da er muligt. Men en kedelig vokal kunne man til dels leve med, hvis musikken var spændende. Men den instrumentale del bliver desværre trukket med ned i vokalsektionerne, så det hele bliver kedeligt. Selv når der bliver forsøgt med en mere thrashet vokal midt i nummeret ”Aioi”, fremstår det stadig kedeligt, da den virker meget forceret og næsten stakåndet. Når lyrikken så er noget, der nærmest er trukket ud af den første og den bedste danske popsang, så er det svært at få spændingskurven til at stige bare en anelse.
Alces har dog været taktisk smarte ved at begå sig i prog-genren og numre på omkring ti minutter hver. Dette gør nemlig, at der er plads til en hel del instrumentale sektioner, hvilket gør at førnævnte spændingskurve stiger over ligegyldighedernes niveau. For Alces kan godt spille prog, når der ikke er en vokal, der også skal have plads. Ja, man kan godt høre, det er en debutplade, og at de ikke har spillet sammen i flere årtier, men der er helt klart et potentiale gemt, som godt kunne gå hen og blive til noget ganske udmærket en dag.
Pladens højdepunkt er uden tvivl ”Kvæsted i Næstved”. Det er udelukkende instrumentalt og desværre det korteste nummer på pladen. Men hvad det ikke har i længden, må det have i bredden. Og nummeret viser, at Alces kan begå sig i hele prog-paletten. Med afsæt i et metalriff skifter det over i noget mere jazzet i midten, for så at bevæge sig ud i rock og så tilbage til metal til sidst. Men det er fire og et halvt minut, der bruges ganske fornuftigt.
Øvelokalet kalder
Alces er en debutplade af et ungt band, det kommer vi ikke udenom. Der skal justeres på nogle ting, før det når et acceptabelt niveau, specielt i den lidt for dominerende vokalafdeling. Hvis den bliver arkiveret lodret eller skiftet ud, ville der være uendelig meget mere plads til, at instrumenterne kunne folde sig ordentligt ud, og der kunne blive skrevet en ordentlig plade. Desværre er det bare ikke sådan, det forholder sig. Vi ender ud med en plade med få lyspunkter, der desværre drukner i en decideret kedelig vokalpræstation med tilsvarende lyrik. Tilbage i øveren.
