Det bedste forsvar er et angreb

Adorior – at rejse sig og angribe fjenden med vold og magt. Det er jo lidt af et udsagn at opkalde sit band efter sådanne latinske ord, men disse engelske læderhalse understreger da også, at de er kommet for at slås. Bandet opstod egentlig tilbage i starten af 1990’erne, men har ikke udgivet noget nyt siden Author of Incest fra 2005. Ergo kan man ikke just beskylde dem for at være de mest arbejdsomme musikere i branchen. Men lad os da se – og høre – hvad der er sket med disse fem muntre individer i løbet af de sidste 19 år!

Rëtrö

Adorior er old school – nej, undskyld, de er öld skööl – og det har de nok været allerede i 1996, hvor de udgav debuten Like Cutting the Sleeping. Hvis man ikke er bekendt med dette læderklædte og nitteindpakkede orkester, så spiller de en, mildest talt, pissesur kombination af protoblack, død, thrash og speed. Der er elementer af Slayer, Venom, Bathory, Morbid Angel og hedengangne Inquisitor. Med andre ord er det ikke ligefrem nytænkning eller originalitet, der er i førersædet hos Adorior, men de slår mig heller ikke som typerne, der nogensinde reelt set kerede sig om at være ’first movers’ – med mindre det da handler om at slå først nede på pubben, det er klart. Men retrometallen er da også kun blevet mere og mere populær de sidste par år, og der er ingen tvivl om, at Bleed on My Teeth er utroligt retro i sit udtryk, selvom jeg nu tvivler på, at Adorior reelt set tiltrækker ret mange nye fans; alt ved dem får en til at tænke, at de er den slags band, der kun har en fan i de typer, der er af den fejlslagne opfattelse, at der ikke er udkommet god metal siden midten af 1980’erne. Men trods bandets overbevisende attitude og rendyrkede lyd så er der tre graverende mangler på Bleed on my Teeth: Jeg savner variation, charme og en bedre produktion. Musikken har absolut ingen bund; hverken bas eller trommer har en reel gennemslagskraft, så det lyder helt utroligt fladt, hvilket bestemt ikke gør dem nogen tjenester. Det er lidt som, hvis en ligbleg splejs på 1,60, med hornbriller og ganebøjle kigger den lokale rockerboss i øjnene og spørger, om han skal spille smart. Dog er jeg ganske stor fan af Melissa ”Jaded Lungs” Grays vokal; den er tilpas høj i mixet, tilpas anstrengt og tilpas svovlsprudlende til, at man reelt tror på, at hun er en farlig type – faktisk er jeg tilbøjelig til at mene, hun er alt for god til Adorior. Hvad jeg dog er markant mindre fan af er, at samtlige guitarsoli lyder som noget, Kerry King har kasseret, hvilket meget hurtigt bliver enerverende. Ydermere er der absolut ingen god grund til, at Bleed on My Teeth skal have en spilletid på omtrent 50 minutter; det er simpelthen alt for meget til et band, der ønsker at spille en så kompromisløs og hidsig form for metal. Der er ikke ét nummer, der ikke kunne have tålt en gevaldig trimning og derved havde stået markant skarpere. Hvilket egentlig er den bedste måde, helt overordnet, at opsummere Adorior på.

Amatørtime

Havde det her været et helt nyt band, så kunne jeg nemt have fundet på en masse positive ting at sige, men i og med bandet her har eksisteret i tre årtier, så er det svært at tage helt seriøst. Det her værk er ikke en reel katastrofe, men der er simpelthen alt for mange begynderfejl og amatøragtige ideer til, det kan forsvares. Gray burde afgjort finde et bedre band at fronte, for hun er for god til den her amatørtime.