Hvorfor laver en rutineret og etableret musiker som Ace Frehley et helt album alene med covernumre? Svaret på dét spørgsmål ligger i titlen, men hvad verden skal bruge det til står hen i det uvisse.
En misforstået hyldest
Ace Frehley har lavet et album udelukkende med coversange. Det har Metallica gjort før ham – helt uden at få ros for initiativet. Det oser af kreativ krise, når en etableret musiker laver den slags, også selvom titlen antyder, at formålet er at hylde de musikalske rødder. Resten af titlen antyder i øvrigt, at der er flere Origins-albums i støbeskeen, og jeg vil gerne understrege, at han altså ikke skal gøre sig noget besvær med at gøre dem færdig for min skyld.
En lovende start gik hurtigt galt
På Origins Vol. I er der covernumre af bands som bl.a. Rolling Stones, Cream, Thin Lizzy og en kunstner som Jimi Hendrix. Der er løjerligt nok også hele to numre fra Kiss – altså det band, Ace Frehley selv har grundlagt og spillet leadguitar i. Er det kun mig, der finder det pudsigt at lave et cover af noget, man selv har lavet? Albummet åbner med ”White Room” (original af Cream), og det starter lovende med en ret fed lyd og et solidt guitarspil.
Men så kom vokalen. Fra første stavelse har man bare dén der karaokebar-fornemmelse, som desværre aldrig helt går væk. Faktisk kræver det hele denne anmelders fulde viljestyrke og selvdisciplin at blive ved med at lytte, når Ace synger for. Til gengæld er guitarspillet rigtig solidt hele albummet igennem.
Der er to lyspunkter, sådan da: ”Fire and Water” (original af Free) og ”Bring it on Home” (original af Led Zeppelin) er faktisk ganske hæderlige numre. På det førstnævnte er det i øvrigt Paul Stanley, der synger, og den sang har et fornuftigt groove. Til gengæld er Frehleys bud på ”Wild Thing” (original af The Troggs) simpelthen så styg, at der burde være en straf.
Af respekt for mandens musikalske CV har jeg faktisk lyttet albummet igennem en hel del gange i et artigt håb om, at det ville gro på mig, sådan som rigtig god musik har det med at gøre. Men desværre er her tale om en vaskeægte fuser. Så rutineret og etableret en musiker bør kunne gøre det bedre, og kan han ikke finde på sine egne sange, bør han holde mund og gå på pension.
Ingen esser på hånden
Tanken om at lave covernumre er i bund og grund sympatisk. Det handler – vil jeg tro – om, at det er sådan, alle bands er startet: med at spille numre, man elskede; numre, der allerede fandtes. Det er en fin og ærlig hyldest til de giganter, man står på skuldrene af. Men man spørger sig selv: Kunne man måske begrænse sig til enkelte numre hist og pist, eller måske endda nøjes med at gøre det live? Altså som en ekstra forkælelse til dem, der faktisk køber billetter til ens show, og for at sige: ”nu skal I bare høre, hvad der startede det hele for mig, måske er det også interessant og fedt for jer”. Et helt album er i hvert fald rigtig meget for meget, og jeg gyser ved truslen om en Vol. II og det, der er værre. 2 dybt skuffede kranier kan det blive til: ét for hver af de sange, som trods alt ikke er helt igennem rædselsfulde.